I dag passerede vi halvvejs. (Halvdelen af målingerne er i hus)

Det var da godt.

James var morgensur og sad og hakkede på Wossan.

Det var ret surt.

Stik mod alle forudsigelser og vejrprognoser passerede en tropisk tordenbyge i dag.

Og det var meget vådt !

James blev grebet af panik, som smittede af på Wossan. “Don’t go out. You’ll become wett - very dangerous ! You’ll catch a fever.  We’ll have to take the temperatur afterwards and figure out something.... We can’t see the marks on the road. We don’t know where we are testing”.

Jeg gik ud og målte temperaturen.
Men da jeg sidder bagi, har jeg svært ved at se markeringerne på vejen, og de havde overbevist hinanden om at det var umuligt, så de kunne heller ikke se dem..!
De ville kun bruge DMI’en, så jeg måtte sidde med hovedet ud af vinduet og lede dem på vej.

Wossan har ikke fået taget på at standse efter DMI’en, så han kører 4-5 m. for langt hver gang.
I løbet af 5-10 målinger er vi 20-50 m. “ved siden af”.
Det skal så huskes og trækkes fra DMIangivelsen ved næste måling, den bliver nemlig “nulstillet” når jeg starter en måling, og Wossan skal så have at vide at der skal standses ved .575 og ikke .600 på DMI’en (hvis det drejer sig om 25 m).
Så standser han ved måske .582, så næste gang skal han så stoppe ved .793. Osv.osv.
Og husk lige at skrive notater også !
Og ikke måle i et hul eller i rabatten.

Her er forresten blevet hundekoldt, efter den for årstiden meget usædvanlige tordenbyge.

Ikke nogen rar tanke at vi skal ned og sove under den dyne af smog.

Det har vist sig umuligt at føre dobbelt regnskab med udgifterne.
Faktisk har det indtil nu været umuligt at få kvitteringer for betalinger.
Der er først nu lykkes mig at forklare Wossan at de gerne må være skrevet på Amharik.
Det behøver ikke at være på engelsk.

Men i stedet har jeg fået udleveret en stak blanke ark kvitteringer med stempel og det hele og noteret udgifterne i min lille bog. Så må jeg bagefter fordele sol og vind lige. “You want receipts.? You’ve got receipts. Fill them in yourself”.
Så er der bare det lille problem med datoerne.
I Etiopien kører de efter den Gregorianske kalender.
Hvad svarer den 28 oktober 1992 til ude i den hvide verden ?

Som du husker har jeg lånt penge af K til mine udgifter (også private) og skal også holde regnskab med FWD’ens og James’ udgifter til G. Men så er der gråzonen med teamets kaffe, te, vand, brød o.lign.
Til nu har de set opgivende på Wossan når han har forsøgt at forklare dem at jeg gerne vil have to kvitteringer på aftensmaden, plus en ekstra på vand, kaffe osv.

Et fuldt aftensmåltid for tre mand kostede i dag 39.90 Birr. (Ca. 40 kr.)
Værelseprisen er oppe på ca. 20 Birr (storby pris). Efter dansk målestok er komforten mindst 30 kr. værd ! (vits).
Så regnskabet er prioriteret ned til småtingsafdelingen.

Vi skiftede hotel og bor nu alle på Wein Hotel.
Med eget WC og muligvis varmt vand i bruseren. (Jeg må huske at tjekke om jeg selv skal sætte stikket i kontakten og om der sidder en afbryder udenfor, der evt. er slukket).

Velkomsten var ret morsom og kunne have ført til misforståelser.

Da vi kom ind stod der to piger i baren og fjantede genert.
Til sidst fik den ene samlet mod til at få Wossan til at spørge mig om “I wanted to play with her ?” Oh, la la, hvorfor ikke ?
Jeg kunne godt komme i tanke om et par små juleleje vi kunne give os i kast med.

Af en eller anden grund siger de “play” i stedet for “talk” (og det er ganske vist).
Talk og play begreberne ligger vistnok ret tæt på hinanden på Amharik, så det er resultatet af en direkte oversættelse.
Det vidste jeg heldigvis godt og accepterede straks at slå en sludder af med hende.

Hun var lidt ældre end de fleste piger vi har mødt (en voksen kvinde, faktisk), men hun havde lige så megen mimik og gebærder som mig selv, så vi kunne næsten føre en samtale, kun afbrudt af hendes pigede, fjantede krampelatter.

Hun blev ret imponeret, da jeg hev en hel pakke cigaretter frem.
De etiopere jeg har mødt flest af, har kun råd til en enkelt cigaret af gangen, så hun ville gerne med mig til Danmark.
Jeg måtte fortælle hende at hun ikke ville kunne få arbejde i Danmark, men det gjorde skam ikke noget. Hun ville arbejde hårdt for mig og slæbe al den brænde og vand jeg ønskede. Og gøre rent og lave Injerra m. Kai Wat hver dag. Hvis bare jeg sagde ja !

Heldigvis lignede hun ikke Dronningen af Saba.