Torsdag d. 14. december. 

Så er vi tilbage i Addis.

Det blev en hård dag.

James og jeg boede som sagt på Ambassador. Wossan boede på Helen hotel hos vennerne og vi havde aftalt at han hentede os kl. 7:00 (!) så ville spise morgenmad sammen på Helen.

Han insisterede på at hente os, selvom der kun var 500 m at gå.
Det højnede måske hans status at være chauffør for folk, der var så vigtige at de ikke kunne gå ?
Ham om det.

Han var der som sædvanligt på slaget.

Kvart over syv kom James.

Ingen sagde et ord, vi kørte bare.

Luften var kold. “Det var en lys og stormfuld morgen”.

Resten af morgenen var stemningen trykket og han sad tavs og sukkede og var deprimeret.

Generatoren ville ikke køre (det var hans opgave) og til sidst måtte han spørge om hjælp.

Det brød isen lidt og da DMI’en holdt op med at tælle og jeg senere flåede den sidste rest gummi af belastningspladen, var vi “back to normal”.
Men da var vi også ved at nærme os afslutningen på hele turen.

Solen var kommet frem. Vi blev igen varme og da det sidste punkt (det 5020ende), blev målt, ville jubelen ingen ende tage.

De sidste 55 km tilbage til Addis gik som i en drøm.

Efter hvad vi har kørt på af “veje”, var det sidste stykke jævnt og glat som et billardbord.
Det lykkedes mig at tage en skraber. Faktisk var det også lykkedes mig at tage en på turen tilbage fra Lalibella, ad det hullede hjulspor, og var blevet meget forbavset da Wossan stoppede for at binde reservehjulet fast og jeg så det totale kaos der herskede i bilen; og alt støvet.

Hos G  kom de, der havde hjulpet med at sætte bilen op, strømmende til.
De havde bedt for os hele tiden, for de havde ikke regnet med at bilen havde holdt til turen !

Vi fik skruet belastningspladen af, så jeg kunne tage den med til Danmark til regummiering.
Føj hvor var den tung. Pia’s kuffert er i forvejen helt skæv af alt det jeg slæbte med herned.

Gad vide om man kan betale overvægt med Eurocard i lufthavnen? Sandsynligvis ikke.

Det kan også være M har ret i at der bare står en mand og løfter i den og vurderer om den er tung.

Jeg fik ringet til K/C at vi var “vel” tilbage og fik at vide, at der ikke var noget i fly i morgen alligevel.
Det er tilbage til Lufthansa og først på lørdag kl. 22:40 med ankomst CPH søndag 9:40 lokal tid.

Så nu får vi pludselig tid til overs?
Så havde det ikke været nødvendigt at jage det sidste stykke igennem med de omkostninger og frustrationer det har givet. Irriterende.

Men om ikke andet giver det måske mulighed for at få orden i notat- og regnskabsrodet.

James var simpelthen den mest irriterende, opblæste, hovmodige, pedantiske, tyranniske “arbejdsgiver” han nogensinde havde oplevet.
Så var tyskerne og italienerne han arbejdede for det rene vand ved siden af. (Og det var ikke småting han havde været udsat for dér). Når hans italienske boss skulle ud at køre, løb han rundt i gården efter ham og råbte: ”Dove Il Automobilisto Lungo? Dolmire!?” (Hvor er ham den lange chauffør? Sover du?)

Det var min erfaring at Wossan var meget ansvarsbevidst og overhovedet ikke doven, (men noget af en drillepind).
Han fortsatte med et skævt grin, henvendt på James: “Sometimes I passed the mark, just to anoy him”.

Og selv om han hadede FWD kørsel: “I’m a driver. This is not driving, it’s STOPPING !” ville han gerne arbejde for mig hvis jeg kom til Ethiopien igen.  - Så der var den igen... Hvis man behandler folk ordentligt, vil de gøre hvad som helst for en - og man har det selv meget sjovere imens.

.......

Med lidt besvær fandt vi C’s hus.
Kun de store veje har navne og husene har ikke numre.
“Post”adressen er “off Bole road, opposite EEC-office” og der var ingen af os der havde kørt turen før.
Vi fandt Bole road. Og lidt efter EEC-office og så kunne jeg genkende den store parabol som de tidligere ejere havde efterladt i haven ved Cs hus.

Jeg fik en overstrømmende modtagelse af Legacy.
Endnu mens jeg sad i bilen, tog han min hånd i sine og kyssede den.

På turen havde jeg bemærket forskellige ethiopiske hilsener:

Når kvinder/veninder mødes, kysser den ene den anden fire gange, skiftevis på hver kind, og bagefter kysser den anden tilbage.

En dreng hilser en “ligesindet” eller højere rangerende mand, ved at de skiftevis kysser hinandens hænder fire gange.

To venner (kvinder/kvinder og mænd/mænd) kan også nøjes med at tage hinandens hænder når de mødes og holde i hånd under hele samtalen. Legacy holder også mig i hånden når vi snakker.

Venner kan, såvel som veninder, gå hånd i hånd på gaden.

Det “sødeste” billede jeg så, var i nærheden af en kaserne, hvor to soldater-kammerater i kamouflage uniformer med geværer over skuldrene kom gående hånd i hånd. Hvem kan dog finde på at skyde på dem ?

Bagefter løb jeg på Gennet i køkkenet.

Hun strålede som en sol. “Oh Mr. Jan. Welcome back”, tog min hånd i sine og kyssede mig på kinden.
Åh, hvilket herligt land.! Så bliver alle sorger glemt.

Jeg fik også sagt pænt goddag til K og M. Gik lidt rundt om mig selv og ned til Gennet igen og hentede en øl.

Og så var det jeg satte mig ned og skrev dette til jeg blev afbrudt af aftensmaden.

Aftensmaden hos C !

Mand hvor har jeg savnet Gennet’s mad og hendes hjemmelavede is til den hakkede frugt.

Havde hun tørklæde på da jeg var her sidst ?
Jeg kan slet ikke huske hendes fantastiske sorte, flettede hår. Og hendes fascinerende tatoveringer.

Mange steder på landet havde kvinderne kors i panden eller mønstre langs kindbenene og altid på hænderne.
Gennet har kors på hånden og mønstre op langs underarmene.

Desuden er hun utrolig smuk og resten vil jeg kun drømme om.

Hovedretten var vist Filet Mignon, men Gennet laver vist som regel peberbøf ud af kød; men jeg er blevet vænnet fra massive kødklumper.
Men der var gulerødder, grønne bønner, blomkål og ris til !  Åh himmel ! Sidst jeg så en vitamin, var i Hyak, da vi købte bananer. Og så de gange, hvor Wossan fik kvinder vi passerede langs vejen til at aflevere de forskellige ting de havde plukket og gik og spiste af.
Det bedste var en lille plante med bælgfrugter med 2 kerner i hver. De smagte lidt af ærter.

Bagefter var der hakket frugt med hjemmelavet is.  Hurra !  For ikke at forglemme: Vin til og Irish Coffee.
For første gang oplevede jeg at Gennet spiste med.
JE er vist ved at lære hende engelsk. (JE er gift).

K kan være en ganske lun fætter, når det stikker ham.
Han underholdt med korttricks og M gav et tryllenummer. Gennets øjne var store som møllehjul.

Så vidt jeg forstod er der næsten 20 danskere der skal med flyet hjem på juleferie på lørdag.

C holder en lille julefrokost med sild og øl og snaps i morgen. Kun for os.

Som jeg forventede ville K ikke have noget at gøre med G’s udgifter, men dem er der jo blevet tid til at rede ud i morgen (fredag).

Og så har jeg været i bad !! Varmt bad !
Masser af varmt vand ! Og de bukser jeg har gemt til at flyve hjem i er rene  + det andet-sidste par rene underbukser.
Oh, I’m in heaven.

M har lige kigget herind.
Han havde en filur bag øret og der stod “Barchams” i dens øjne.  Sara og Rosa.

Han bliver ladt alene tilbage, når vi andre tager hjem.

Next >>