I banken

I den første bank vekslede de ikke rejsechecks, men det var muligt at hæve på kort.
Der skulle dog først udfyldes en stor flot ansøgning hvortil kortet skulle vedhæftes for derefter at forsvinde i bunkerne på en højere rangerende bankmands skrivebord.
Vi kunne så komme igen efter ca. 20 minutter.
Der skulle foretages forskellige telefonopkald.

I mellemtiden opsøgte vi forskellige andre banker der måske ville veksle rejsechecks og kontanter.

Trafikken var livsfarlig.
Fodgængerne måtte rotte sig sammen i større klumper for i fællesskab at kaste sig ud foran bilerne, motorrickshaws og knallerterne.
Der var ikke noget i vejen for at køre en enkelt fodgænger eller to ned. Men det gav buler, hvis man ramte flere på en gang, så det krævede en vis koordinering blandt fodgængerne at skifte fortov.

Vi var inde i flere meget rodede banker.
Oppe ad skumle, mørke trappegange med røde Betel spytklatter i hjørnerne og vagter, bevæbnede med muskedonnere, på vakkelvorne skamler.
Der lå så mange bundter støvede sagsakter overalt, op ad trappen, i gangene og på gulvet i banklokalet, at det var svært at komme frem. Det var som de voksede ud af væggene og op af gulvet og klæbede til vores fødder.
Solen trængte med besvær gennem de beskidte vinduer og oplyste kun rummene sporadisk.
Støvet hvirvlede langsomt rundt i de korte gyldne stråler, som kun trængte halvvejs ind i rummet og efterlod de skjulte kontorer i halvmørke.
De indiske kunder sad på træbænkene langs væggene og ventede med papirer i hænderne og tomme øjne. Ventede de på at deres sag skulle blive behandlet ? Eller pludselig materialisere sig igen ? Måske var de glemte ? Et Kafka’sk mareridt.

Når det lykkedes at trænge igennem, var beskeden overalt, at de endnu ikke havde modtaget dagens valutakurser fra Bombay eller Calcutta, så det kunne ikke lade sig gøre at veksle.

Til sidst fandt vi et varmt AM-EX kontor og en kø på kun 1/2 times længde.

Tilbage i den første bank igen, var vores VISA transaktioner gået igennem og vi fik udleveret nogle fine nye Rupi sedler. Men den gik ikke sagde Steen.
Dem slipper vi aldrig af med i de samfundslag som vi skal bevæge os rundt i.

Bare én af de sedler skulle svare til et halvt års løn, påstod han, så vi skulle ikke gøre os håb om at få penge tilbage, hvis vi betalte med sådan en.

Vi fik den venlige kasserer, i den airconditionerede boks med de tonede ruder, til at rejse sig og hente nogle store bundter 100 Rupees sedler, der var hæftede sammen med nogle voldsomt overdimensionerede rustne jernclips.
Det var vist heller ikke så godt.
Vi risikerede at rive sedlerne i stykker, når vi befriede dem fra jernklamperne, som også efterlod nogle store rustfarvede huller - og inderne skulle være meget tilbageholdende med at tage mod beskadigede sedler!?
Men bankens service var allerede strukket for langt.

Bagefter var vi på fin restaurant.
Hvide duge og mange tjenere.
“Gaylord” var navnet.

Lækker Tandoori chicken, lam i cashewflødesovs og grøntsager. Dertil Chapati, ris og øl.

Tjeneren prøvede bagefter at bilde os ind at prisen var uden 10% Tax og - “service”.. Hvilken service ?
Peter gav ham fyrstelige 40 Rupees i drikkepenge. (Steen gjorde store øjne).
Men det syntes tjeneren ikke var nok, så han blev sur.
Steen sagde at ca. 10 Rupees var normalt.

.....

Så tog vi tilbage til hotellet for en middagslur.

Udsigten fra balkonen

Next >>