The "Old Delhi Tour" og taxi-kapringen

31-December Kl. 16

Så gik der en halvanden dags tid, hvor der skete så meget at der ikke har været tid til eller mulighed for at skrive.
Vi befinder os nu på hotel Surya i Varanasi.
Byen hed tidligere Benares, men inderne er i gang med at omdøbe engelskklingende bynavne med indiske navne.
Varanasi ligger 800 km fra New Delhi.
Det føles som at komme i paradis efter Delhi by og specielt efter togturen !

Indian Railways ? Don’t do it !!

Ja. Hvad var det nu der skete ?

Jeg sov som en sten i 9 timer, til vækkeuret ringede. Vi skulle op og synge for Birgitta.

........................

Skriveriet blev lige afbrudt af et herligt varmt bad i et stort, rent og velfungerende badeværelse.

Og rent tøj ! Det var meget tiltrængt.
Nu kan jeg selv lugte hvor fælt Delhi og togturen havde sat sig.
Men vi skal være her to nætter, så der skulle også blive tid til tøjvask.

Og massage. Steen har bestilt til mig, og spurgt om det er en kvindelig massør.
Det grinte de meget af (!?)

.........................

Tilbage til Delhi.

Mor havde stjernekastere med og så vi tog Birgitta på sengen med den svenske fødselssang:
“Ja, må hun leva, Ja, må hun leva, Ja, må hun leva ut i hundrede år !”

Morgenmaden blev indtaget på et andet hotel “nede om hjørnet” i den propfulde bazargade.

Chapati bageren

Restauranten overraskede os ved at være udstyret med en smart automatisk fejemaskine.
Af en eller anden årsag har koste i Indien ingen skaft, men en gammel mand kunne folde sig helt sammen og når han sad på hug, passede han akkurat ind under bordene og så tøffede han rundt og fejede gulvet, alt i mens kunderne svinede videre bag ham.
Steen & Erika sagde at han altid var der, så de regnede med at han blev startet om morgenen ved åbningstid og når restauranten lukkede blev han parkeret i kosteskabet.
En meget driftsikker model, der kan fungere i en by med evigt svigtende strømforsyning.

Bagefter skulle vi tilbage til hotellet og pakke, da vi ikke skulle sove dér mere.
Steen & Erika havde købt togbilletter til Varanasi til i aften og vi skulle være ude af værelserne inden 12. (Det kunne jo være at nogen havde reserveret !).

.....

Indisk tourguide

Om eftermiddagen var der så planlagt Sightseeing: “The Old Delhi Tour”, som blev arrangeret af et lokalt turist bureau, med afgang klokken 14.

Vi fik rygsækkene opmagasineret på hotellet oppe under loftet i et bagrum og senere indtog vi vor frokost og hyggede os på tagrestauranten. (Solen tittede frem).
Så hyrede vi to motor-rickshaws ned til et andet hotel i byen, hvorfra turen skulle starte.

Vi var der 13:30. Fik at vide at de startede kl. 14:15 og klokken 14:35 kørte vi.

Vi var de eneste europæere. Resten var indiske turister.

Der findes ca. 920 forskellige sprog og dialekter i hele landet og nationalsproget er Hindi.
Guiden talte engelsk. Det kunne alle forstå.

De indere, der har råd til at købe en guidet tur, kan også tale engelsk.

Vores indiske med-turister

Et udvalg af de skriftsprog
der anvendes i Indien.
(Fra en 20 Rupees seddel).

Det var blevet meget diset.
Desuden var det vindstille, så trafikosen og den “almindelige” forurening i forening, hjalp godt til med at nedsætte sigtbarheden.

Solen kunne ikke rigtig trænge igennem, men måtte affinde sig med rollen som stor, glødende rød dekoration på himlen.

Det blev dog ret varmt alligevel.

.....

Vi kørte først til Det Røde Fort, hvor vi blev sat af i et vejkryds udenfor.

Trafikken var ét rod-sammen, der ustandseligt gik i hårdknuder, som det var umuligt at sno sig igennem. Selv for inderne.

Der kommer mange turister her, så der var naturligvis et tilsvarende antal tiggere. Faktisk er tiggeriet et erhverv, på linie med andre håndværk.

Fortet, som rummede op til flere paladser, er ko-lo-e-normt og fra 16 hundrede og hvidkål og temmelig ødelagt.

Så diset var det

I en ottekantet kæmpehave, indenfor voldgravene og de mange mure og porte, var der bl.a opført en stor rigt udsmykket to etagers bygning.
Den var bare en musikscene, hvor musikerne efter sigende 5 gange om dagen, stod og spillede ned til paladsets pavillion eller "Diwan" på indisk, der lå ca. 100 m længere nede i haven.
Dernede kunne Mogulen så sidde og nyde musikken sammen med sine fire koner.
Han var den eneste som måtte sidde ned.
Hans 400 “konkubiner” holdt til i en anden stor flot filigransmykket hvid marmorbygning.

En anden pavillion, Diwan-i Khas, husede en gang, under en sølvbaldakin, en påfugle trone der skulle have været spækket med de ædleste stene.
Da englænderne i sin tid vandaliserede paladset og røvede dets formuer opgjorde de tronens værdi til 12.637.500,- af da-tidens Pund Sterling.

Springvand havde der naturligvis også været.
Et stort flot et udformet som en lotus og hugget ud i eet stykke marmor. Og kanaler med rindende vand og varme bade om vinteren osv. osv. Kun Mogulens fantasi satte grænsen. Slet ikke pengepungen.

Udenfor igen, måtte vi vente i vejkrydset en halv times tid inden bussen fik klemt sig igennem.

Det var ikke kedeligt, omringede som vi var af tiggere og gadehandlere og hundredvis af, mest indiske, turister.
Hos dem kunne man lure af, hvordan man bedst kringlede gadehandlerne, tiggerne og trafikken.

Bagefter så vi en “park”, hvor Indira Gandhi’s lig var blevet brændt.
Hvorefter vi blev kørt hen hvor Nehru’s lig var blevet brændt,
hvorpå vi blev kørt til en anden park, hvor der var en bakketop, hvorfra guiden fortalte om de flotte statuer og ting der skulle befinde sig nede bag nogle træer, hvor Rashid Gandhi’s lig var blevet brændt.

Mahatma Gandhi's mindeplads

Og til sidst endte vi ved mindesmærket hvor Mahatma Gandhi’s lig var blevet brændt.
Dét var nu meget pænt og der var mange indere, der lagde blomster og bad en bøn.

Så var turen slut og vi blev kørt tilbage til hotellet hvorfra turen udgik.

Dér fik vi fat i en “rigtig” taxi. I modsætning til en motor-rikchaw.
En indisk bygget Ambassador.
Den var ret rummelig og udstyret med bløde sæder, men 6 velnærede europæer fylder dog helt godt.

Vi aftalte en pris og afsted det gik mod hotel “Metro polis”, hvor vi skulle spise og hente rygsækkene, for vi skulle videre med tog fra Old Delhi Railwaystation.
Afgang mod Varanasi klokken 21:00.

Det blev en lang tur.

Taxaen kørte til Old Basar.
Det var rigtig nok, men da Steen & Erika ikke kunne genkende gaden, måtte chaufføren ud og spørge om vej til hotellet.
Det befandt sig på den anden side af Basar området, så han måtte køre hele vejen rundt til en anden indgang.

Vel ankommen på den anden side, ville han ikke køre ind i de smalle basargader.
Han påstod at biler ikke måtte køre ind der.
Så kom der en bil forbi og kørte derind.

Så påstod han at taxier ikke måtte køre derind.

Vi nægtede at stå ud.

Først sad vi nogen tid og gloede alle sammen, så blev han sur og gik ud og pillede i motorrummet. Tiden gik og stemningen var ret bizar.
Vi udførte faktisk Taxi-kapring.

Til sidst gik han med til at køre ind.
Tøvende indrømmede han at han ikke kendte retningen til hotellet, så vi fik ham til at spørge om vej igen og han kørte videre til en lidt større vej, hvor han mente at nu måtte det være nok.
Vi gav os stadig ikke og han tøffede lidt videre og pludselig kunne vi genkende gaden og så var vi der.

Det var ikke denne taxi vi kaprede, men det er også en indisk bygget "Ambassador"

Vi spiste aftensmad på hotellet, for Steen & Erika var ikke sikre på at vi kunne få noget på toget så sent.
Afgangen var som sagt kl. 21 og vi skulle først ankomme til Varanasi kl. 09 næste morgen.
Altså sovevogn.

Da vi hentede vores rygsække på loftet, var der sprunget et vandrør, så rummet lige inden det med rygsækkene var oversvømmet. Heldigvis var der høje dørtrin af beton, så rygsækkene var tørre.

Next >>