Det nye kloster og "very jam"

I udkanten af byen, bag parken, var der ved at blive opført et tibetansk kloster / skole, så vi drejede af fra den støvede, larmende byfest / markedsplads og hvilken salig stilhed..

Så snart vi drejede ned af den lille gade, blev der næsten mennesketomt og stille.

Vi kunne igen høre fuglene.
Husene slap op og vi kom ud på en stor grøn eng, men her lurede straks en anden fare. Hold dig på den smalle sti og pas på lortene på din vej. Det er ikke hundelort det hele!

Vi slentrede op gennem et beboelsesområde med lerklinede huse og smalle tegllagte gader uden motorkøretøjer. Her var stille og fredeligt og folk passede deres.
Ingen jagt efter penge. Der var næsten kun køer, kvinder og børn der råbte Namasté (jeg hilser det guddommelige i dig) og "Hello".

Da vi kiggede ind på byggepladsen så en munk os og inviterede os ind på te. (Helt uden bagtanker, bare venlighed).

Der var også en anden munk der, som talte engelsk og han og Steen & Erika kunne udveksle hilsener.
Før Internettet hørte de ensomtboende munke kun nyt når der kom besøgende.
Sidst Steen & Erika var her, boede der nogle andre munke her, men alle kender de store mestre og er nysgerrige efter at høre hvordan de har det og hvad de laver.

Bagefter vældede journalisten op i Peter og snakken gik om buddhismen og munkenes funktioner i samfundet.

Man kan ikke uden videre overføre vore forestillinger om kristne munke til tibetanske ditto.
Klostrene var/er ikke, som i vesten, et sted man trækker sig tilbage til, men en integreret del af samfundet og af befolkningens daglige liv.

Der var klostre, store og små, overalt i Tibet.
De fungerede i store træk som skoler, hospitaler, forrådskamre og rådgivnings- og administrative centre.

Nu om stunder, i Nordindien og Nepal, fungerer de mest som børnehjem, skoler og centre for tibetansk medicin. Foruden religionen, ikke at forglemme.
Koncentrationen af høje lamaer er øget så klostrene har fået større præg af åndelige centre.

Det tibetanske ord trapa betyder nærmest elev eller student og dækker de tre uddannelsestrin en person gennemgår i løbet af sin uddannelse - som ikke nødvendigvis skal føre "oplysningen", men også til mere verdslige uddannelser for at udføre de administrative opgaver, gennemførelse af ritualer, undervise o.lign. almindelige gøremål som et samfund fungerer med.

Det var meget hyggeligt. Klostret skal fungere som skoler og børnehjem for tibetanske flygtningebørn når det en gang bliver færdigt.

Munken vi talte med havde altid boet i bjergene i Nordindien, så han led meget under varmen her om sommeren.
Temperaturen i sommers havde været oppe på 45° ! I skyggen !
De havde overlevet dagene ved at ligge på stengulvet og gispe og var kun i stand til at foretage sig noget om natten.

Det begyndte at blive sent, så vi trissede tilbage mod det arkæologiske museum og en taxi hjem.

Af mere kuriøse oplevelser undervejs kan nævnes: Vilde påfugle (“fasanerne” er store her i landet), folk der sad og sked i vejkanten og en halvvild løssluppet tyr (mindst 300 kg), der kom brølende ned gennem gaden, så folk måtte flygte til alle sider.

.....

Tilbage i larmen og forvirringen viste det sig umuligt at få fat i en taxi.
Dem der var, var enten reserverede eller omringede af en kødrand af mennesker, der ville hjem efter en dejlig dag på landet.

Steen fik med lidt besvær fat i to cykel rickshaws, men i det samme kom taxi-chaufføren fra i morges løbende.
Han havde lagt sig til at sove i taxien og nogle kollegaer havde vækket ham, da “hans” kunder dukkede op igen.
To ture á 100 Rupis på en dag er vist helt godt.
Og så uden at overanstrenge sig.

Da vi kom afsted, var vi meget glade for at det ikke var endt med to åbne cykel rickshaws.

Efter bare 1 km gik alt i stå. “Oh, very jam”, som chaufføren udtrykte det.

Bilerne flettede sig sammen i hele vejens bredde, alle pegende i den samme retning, og det var ikke en ensrettet gade.

Proppen pakkede sig tættere og tættere sammen, fordi hvert hulrum lynhurtigt blev fyldt ud med en kofanger eller forenden af en knallert rickshaw eller en cykel.
Hvordan i alverden skulle de modkørende kunne passere denne malstrøm ?
Vejen var totalt blokeret.
Helt op over ”fortovene” til husene i vejsiden.
Vi kunne stige fra bilen og direkte ind i butikkerne.
Hvis altså vi kunne få døren op.
Nogen tid senere kunne vi se en BUS!, zig-zaggende bevæge sig mod strømmen op imod os.
I Indien er intet umuligt eller usandsynligt.
Som en hval der trænger gennem et sejtflydende hav, skubbede den sig langsomt igennem.
Meter for meter.
Bag den fulgte en lang hale af småfisk.
Folk, cykler, cykel-rickshaws og motor rickshaws.
og så løsnede knuden sig lidt.

Vi blev enige om at det nok var proppen og rykkede efter et stykke tid 10 m, hvorefter det hele gentog sig.
Og det skulle det gøre 5-6 gange til.
Vi kunne heldigvis lukke vinduerne for luften, der var tyk af støv og udstødning.
Men det blev hurtigt for varmt med 7 mennesker i en Ambassador og vi måtte åbne igen.

Det blev en lang tur hjem som vi afsluttede med en kold øl på plænen.

Tålmodighed

Bagefter fælles meditation og superlækker aftensmad. 7-8 forskellige retter vi deltes om, med ris og Nan.

Jeg fik en hel del myggestik på anklerne.

Steen påstår at der ikke er malaria i Varanasi. Han skal passe mig, hvis jeg bliver syg.

Next >>