Ganges og videre til Bodh Gaya

Ude fra vandet var livet på Ghats’ene farvestrålende
og byen så næsten smuk og fredfyldt ud.

Gudu havde megen fornøjelse af Peters kikkert.

Hvis altså man kneb øjnene lidt sammen,
så mudderet, affaldet og asken blev så tilpas udvisket at man ikke bemærkede dyrekadaverne i vandkanten.

Lille hund finder måske en godbid i affaldsposerne.

Et billede der brændte sig fast på nethinden var en mand, der efter sit bad sad ved bredden og børstede tænder med en finger, 5 meter fra et opsvulmet hundekadaver der lå og vuggede i vandkanten blandt affald og skrammel.

Det var hér at vi, for at score vores profitable del af forbrugssamfundets overvægtige overskudsproblem, udviklede vores geniale forretningside: Det Ultimative Slankemiddel !

Det foregik på svensk. Da Peter har udviklet en dybtfølt afsky for dårlige TV-reklamer a la Ajax, Libress og Allways Ultra, dominerede han derfor de indledende faser i udviklingsarbejdet til markedsføringen.

Midlet skulle døbes: "Banta med Ganga" (Slank med Ganges)

Investerings- og produktionsomkostningerne kunne holdes helt i bund.

Vi skulle markedsføre Gangesvand på små pipetteflasker og samtidig ride med på de økologiske trends:

“Banta med Ganga”

Garanteret uden kunstige farvestoffer

Bare 2 dråber i et glas vand om morgenen garanterer et
helt utroligt vægttab.

Du ser de første resultater allerede inden 24 timer,
eller alle pengene tilbage !

Spis så meget du vil !
med:

“Banta med Ganga”

.....

Dagen begyndte at gå på hæld og folk begyndte at falde fra til vores besøg hos den indiske familie.
De boede lidt uden for vores rute og vi skulle med toget til Gaya i morgen tidlig klokken 04.
Desuden er der ikke megen sjov ved at færdes i gaderne efter mørkets frembrud.

Vi blev roet ind til den eneste Ghat, hvor det er muligt at køre cykelrickshaw helt ned til (og fra)

Og med et slag var vi igen opslugt af Varanasi’s inferno af støj, menneskemylder, plattenslageri og forvirring.

Erika er en slikmund og kan ikke gå forbi en kagebod uden hendes tænder løb i vand.

Erika syntes at vi lige skulle prøve de indiske kage-lækkerier inden vi kørte tilbage, så vi satte os ind hos “slikmanden” og fik en kop te.

Indiske kager består vist mest af mel og vand med sukker/honning, men der var et par stykker iblandt, hvor det virkelig sagde Mumms !

Som den ekspert hun var blevet, bragte hun os et værdigt udvalg af bodens formåen.

.....

I forvirringen, hvor Steen forhandlede med 3 cykelrickshaws, lykkedes det en fjerde at kapre mor.
Jeg troede hun havde fået besked af Steen om at prisen var aftalt, så jeg kravlede med op og afsted det gik ud og ind i menneskemylderet.
Da han begyndte at spørge om hvor vi skulle hen, anede jeg uråd og fik ham stoppet så vi kunne aftale en pris og de andre kunne indhente os.

Vi holder i rundkørslen og venter på de andre.

Så fortsatte han frisk og fro med højt ringende cykelklokke og over- og inderhalinger, omvendt forcering af rundkørsler og kørsel i den forkerte vejside.
Det kunne i højere grad lade sig gøre her, fordi der var midterrabat på denne strækning.
Men den ret lange, lidt opadskrånende vej, kombineret med mors betragtelige vægt, fik snart gjort kål på hans frække overmod og resten af turen, svedte han som en hest. Det er den risiko man må løbe når sulten står for døren og man forsøger at snyde turisterne for 5 Rs..

Undervejs nåede vi at deltage i Varanasi’s obligatoriske totale trafiksammenbrud.

Erika og Steen ligger forrest.
Der er masser af tid til at hyggesludre med buspassagererne.

.....

Og så var det i dag jeg skulle have massage.

Aftalen var til klokken 19:00

Jeg havde været nede i receptionen klokken 18:50 for at tjekke/bekræfte aftalen, men afløseren der havde vagt på det tidspunkt, havde været en meget betydningsfuld mand, der ikke lige havde tid til at beskæftige sig med kunderne, da han i det øjeblik sad og læste et meget vigtigt brev.
Så jeg var blevet totalt ignoreret.
En meget grim oplevelse, der virkelig bragte mit pis i kog.

Så jeg gik i bad og fik først klokken 19:20 at vide af Steen, at hotellets vaskerimand havde fortalt ham at massagen var udskudt til klokken 19:30.
Han spurgte desuden frækt hvor jeg havde været i går klokken 19 (!?)
Da havde der nemlig siddet en massage-fyr og ventet - og de havde også ledt efter os.
- Og det skulle komme fra den selvsamme person vi havde en aftale med om en massage-dame til i dag !
Og i går havde han sagt at de ikke havde kunnet skaffe en, da det var nytårsdag og fest/fridag og alle massørerne var engagerede til “the expensive hotels”.

Det var selvfølgelig synd for massagedamen (hvis der var en), men hvis de ville have mine penge, måtte de selv komme og hente dem.
Det ville de så ikke.

Aftaler i Indien er et helvede.
Gad vide om jeg når at finde ud af hvad det er der foregår inden jeg skal hjem igen ? Hvad tænker de ? Hvad driver dem til at sige / love hvad de gør ? Hvad er hensigten med deres handlinger ? - og mangel på samme ?
Hvad vil de egentlig opnå ? Det løber ud i sandet hver gang.

Transaktionsomkostningerne i dette land må være astronomiske.

.....

Aftensmaden var igen super. Flere forskellige retter med ris og Nan.
Der gled også et par store øller ned og jeg hentede mig en helvedes masse myggestik på anklerne.

Så var der fællesmeditation indtil telefonen ringede og vores skræddersyede tøj ankom.

Og hurtigt i seng. Vi kunne lige nå 3½ time inden vækkeuret ringede og de næste udfordringer fra Indian Railways sår for døren.
Ved 02 tiden blev det koldt og regnen begyndte at plaske ned.
Det blev den ved med til klokken 09.

For at være sikre på at vi kunne komme til stationen på det ukristelige tidspunkt (03:00), havde Steen hyret “vores” gamle taxachauffør og lovet ham 100 Rs. for en tur, der kun var halvt så lang som den til Sarnath - hvis han altså kom til tiden.
Det var en glad mand der stod der på slaget.

Stationen i Varanasi var stuvende fuld af sovende mennesker.
Enten ventede de på tog der aldrig kom, eller mere sandsynligt, var det de hjemløse der søgte ly for regnen.

Gulvet i ankomsthallen var dækket af grå bomulds-bylter med sovende mennesker indeni som vi måtte skræve hen over på tåspidserne for at komme ud til perronerne.

Muligvis havde jeg selv lagt krop til vort nye forretningskoncept og indhaleret nogle mikroskopiske dråber Ganges vand.
Under alle omstændigheder var jeg ude af stand til at tilbageholde nogle voldsomt stinkende prutter, der fik selv rotterne på banelegemet til at fortrække.

Toget ankom til den perron som Steen, ved en specielt udviklet spørgeteknik, havde fået to af hinanden uafhængige statsbaneansatte til at mene at det gjorde. (2 ud af 3 vistnok).

Det var en vogn magen til den fra Delhi-Varanasi turen, så med ønsket om ikke at blive mere end 3 timer forsinket, krøb vi til køjs igen.

Der var ikke nogen der havde taget vores pladser denne gang, men vi måtte slås med og bestikke oppasseren til at bringe os noget ikke-beskidt sengetøj.

Next >>