Bodh Gaya II

05-januar.

Det meste af den nordlige del af BodhGaya, blev som sædvanlig vækket ved 6-tiden af de evigt dyttende rutebiler.

De har forskellige horn, men fælles for dem er at de laver en vanvittig larm.

Jeg tror de drømmer om at blive togførere eller kaptajner på oceanlinere eller lignende.
Jeg ved ikke hvor mange decibel de kommer op på, men når man er ude på gaden smerter det i ørerne.

Morgen meditation kl. 7:30 og ud af døren, op til OM Café til curd m. papaya, tibetansk brød m. honning og peanutsmør og kaffe.

Og så fortsatte vi med at se de templer vi ikke nåede i går.
Først et burmesisk ell. bhutanesisk (det var lukket, så vi lånte toilettet i stedet for).

Derefter et glas te ved en lille bod under et træ

og derpå et thailansk tempel.
(Hvorfor har thailandske templer "bornholmer" ure stående ?)

Så gik vi ned og deltog i det tibetanske klosters recitationer og mantramumling (1ste dag af 10.)

Teksterne til den 10 dage lange meditation
lagt klar i rummet ved siden af.

Overlamaen (Rinpoche’en) sad på sin trone og munkene buldrede med trommerne, blæste i trompeterne og ringede med klokkerne.

Da det blev middagspause, blev vi inviteret på te og så tog vi ned til et andet tibetansk kloster, hvor der boede en tibetansk læge som vi vil prøve at konsultere.

Han var ikke hjemme, men klostret var i gang med en 3 dages Mandala ceremoni, så vi gik op i Gompa’en, der her befandt sig på 1. sal.

Klosteret var et Gelugpa kloster, som er den skole i Mahayana buddhismen der har Dalai Lama som overhoved.
De steder hvor vi ellers kommer, tilhører Kadyup skolen, der har Karmapa som overhoved.

Deres recitationer var fuld af den dybe vibrerende strubesang, man ofte forbinder med “lamaismen”.

Døren til gomphaen var lukket, fordi hinduerne smider ris og mønter ind på gulvet, men vi blev inviteret indenfor.

Det var simpelthen fantastisk at høre sidde og høre på.

Luften og hele rummet vibrerede med den dybe rumlende lyd som man følte helt ind i kroppen (og ud i rummet ?).

.....

Så spiste vi middagsmad i en anden tibetansk restaurant.
Thukpa igen, nudel/grøntsagssuppe, Pepsi og kaffe 130 Rs. Ca.20 kroner for seks mand.

Guiderne (Steen&Erika) sagde at vi havde eftermiddagen fri og gik hjem for at komme i bad. Mor tog med.

.....

Birgitta, Peter og jeg gik lidt rundt til vi bag nogle butikker fandt en faldefærdig port ind til et gammelt hindutempel.
Det var en stor, øde, mørk og lidt skræmmende bygning.

Peter fandt en åben dør, der gemte på en meget stejl, mørk trappe.
Normalt må vantro ikke gå ind i hindutempler (i Indien i hvert tilfælde) men vi vovede os alligevel derop og kom op til en lang gang med ældgamle, falmede gudebilleder i glas og ramme og en sokkel med kulørte bånd og en statue der ikke var der.
Den VAR BRÆKKET AF.. så kun fødderne var tilbage, dekoreret med orange pulver og blomster.

Uvilkårligt havde vi sænket vore stemmer til hvisken og følte os nærmest som tyve der sneg sig omkring.

Der var et mørkt siderum (Peter havde lommelygten med) med et lillebitte bagrum med hvad der i mine øjne lignede afgudsfigurer.

Jeg har ikke megen forstand på hinduisme, men det her lignede ikke noget jeg har set før.
Hovederne var runde flade paphoveder med store øjne og ikke nogen munde.

Jeg følte hele tiden en eller anden uhyggelig Sadhu med et skrig ville springe frem af mørket med sin trefork og det gyste i mig.

.....

Vi kravlede ud i lyset igen og kom forbi en offentlig, gratis grundskole, hvor 2 elever stod og repeterede en blandet klasse der sad på gulvet, mens 3 lærere drak te ved et bord.

Vi gik tilbage mod pensionatet "Burmese Birhad" ad bagvejen.

Her i kvarteret bag hovedvejen boede almindelige folk og der var ingen boder, tiggere, rickshaws eller larm!

Hvor er stilhed dog en lise og hvorfor skal mennesker dog larme så voldsomt ?

Vi kom over nogle marker og blev hurtigt spottet af nogle børn.
Flest piger.

Da de opdagede jeg kunne fløjte - og endda en melodi, blev de helt overstadige og vi lavede en masse sjov.

En dreng i skoleuniform møvede sig ind, skubbede pigerne væk og franarrede Peter en kuglepen.

Vi gik videre over marken og kom gennem en lille gade med huse på begge sider og hilste på de nysgerrige mennesker der kiggede forundret på og fik øje på et hus med tre parabolantenner på taget.

Vi gik ned for at undersøge det og ejeren inviterede os indenfor og op på taget til parabolerne.

Han kunne modtage tre satellitter og udlejede festbelysning og højttalere og malede korn og pressede sennepsfrø til olie.

Vi smagte på olien, hilste på hans kone og gik igen.

Den venlige møller mm. viser sin oliekværn frem.

Lidt nede ad gaden var en skole med et skilt vi ikke forstod.

Vi får en lille lektion i det indiske skolesystem.
Som forventet var det offentlige skolesystem meget dårligt, derfor havde de bygget en privatskole.

En kvinde kiggede ud fra tagterrassen og så kom en mand og inviterede os indenfor.

Skiltet fortalte at det var en privatskole, nybygget og det kostede 40 Rs. om måneden at gå der. (For dyrt for "Manden på gulvet"s børn.

Så gik vi “hjem”.

Next >>