| |
Exit BodhGaya - Enter
Mirik
09-januar.
|
Så gik der lang tid uden at
skrive.
Vi har rejst i 24 timer og er nu i
Mirik.
En lille by i Darjeeling bjergene, hvor Bokar Rinpoche’s
kloster ligger.
En ting er sikkert.
Kan du ikke
lide usikkerheden, uvisheden og forvirringen, så rejs aldrig med Indian
Railways.
Det er et helvede af løgne, misinformationer og uvidenhed.
|
|
 |
.....
Men altså.
|
I går startede som normalt.
Morgenmeditation, morgenmad på OM og briefing.
Vi skulle med to lejede
biler køre de 180 km. til Patna (inden det blev mørkt).
Med tog til
New Djalpaiguri og finde en taxi til Mirik.
Det lød jo let nok.
Steen, Erika og jeg tog ned til
stupa’en og lavede prostrationer, hentede noget tibetansk medicin til
Steen og købte film til mig i en lille butik med et fotostudie, hvor vi
straks blev enige om at hele familien bagefter skulle fotograferes foran
hans flotte bagvæg, der forestillede en solnedgang over en paradisisk
stillehavsø. |
|
 |
Sidste middagsmad i OM Café, hvor
Peter optog den blinde, spedalske tiggers klagesang.
Han blev kørt
dertil på en lille trækærre om morgenen og sad så hele dagen og
messede den samme melodiske remse, der næsten kunne bringe folk i
trance.
Så købte vi proviant til turen og gik ned for at se om
Birgittas meditationspude langt om længe var blevet lavet rigtigt.
Det
var den ikke.
Hun fandt en anden, som faktisk var flottere, men eftersom
det ikke var den hun havde bestilt, ville hun have den billigere.
Det
gik.
Peter ville have en anden i stedet for den han oprindelig havde købt
og faldt for en af dem de havde lavet forkert første gang de lavede
Steen, Erika’s og mine puder.
Men der var bare fyldt bomuld i, som han
ville have udskiftet med kapok.
Sælgerne var ikke meget for at gøre det, for
de plejede ikke selv at arbejde og de der var ansat til det, var der
ikke.
Steen blev nødt til at gå med ned for at tjekke at han virkelig
gjorde det.
Bagefter var vi på posthuset for
at sende postkort og tjekke Poste Restante bunken.
BodhGaya Posthus.
Birgitta og Erika tjekker at manden i
den røde turban stempler brevene.
Hvad de andre laver melder historien ikke noget om.
Man bliver nødt til
at se kortene blive stemplet, ellers piller de frimærkerne af igen,
putter pengene i lommen og smider kortet væk.
Hvis de ikke stempler dem
med det samme, bliver man nødt til at tvinge dem til det (ved at
forlange kortet tilbage).
Jeg blev passet op af en
ungdommelig plattenslager, der hyrede sig selv som guide til at fortælle
mig hvad der var selvindlysende. “This
is the Postoffice”,
startede han. (Så han mig ikke komme ud derfra)
?
“That is potatos” (det
var Tomatos) eller bare generelt forsøge at fylde mig med løgn.
Derefter fulgte historien om de fattige forældre med mange børn og
dyre skoler.
Til sidst tiggede han papir, pen og penge.
Jeg fortalte ham
han kunne gå hen og platte nogle
af de 3-400 amerikanere der var ankommet i går til Andrew More’s
“Instant Enlightment” kursus.
Så blev han sur og gik.
Erika så målløs
på mig. “Gik han ? Frivilligt ?! Det har jeg aldrig oplevet før”.
|
|
