Rundt i Darjeeling by

Vågnede klokken 6:30, rystende af kulde og sprang op for at se det fantastiske syn af Kanchenjunga i morgenlyset.

Kanchenjunga er verdens tredje højeste bjerg 8603 m højt, kun overgået at Mount Everest og K2.

DISAPPOINTED !
Det var tåget.
Darjeeling var fuldstændig druknet i skyer.

Vi bor højt i Darjeeling og har hørt at udsigten skulle være fantastisk.

Hurtigt i seng igen, der var der dog lidt varmere.
Der var heller ikke noget at stå op efter på det tidspunkt.

Byen vågner først ved ni halv ti tiden og dør ud igen ved 20 tiden.

Hvis jeg skulle i bad, skal jeg først have tanket lidt varme.
Jeg måtte tage mig gevaldigt sammen for at kravle ud og læse husordens sedlen om hvornår man kunne leje varmeovne.
Det er kun om aftenen, så jeg skulle ikke i bad.
Jeg ville miste den sidste rest varme i kroppen og dø.
Helt sikkert.

Da jeg så et par solstråler, hoppede jeg i tøjet (det lidt jeg ikke allerede havde på) og gik ned for at suge lidt solstråler til mig.

Den sidste uges tid har min påklædning bestået af: 2 par sokker, 2 par bukser, 2 undertrøjer, skjorte, strikketrøje og min Helly Hansen Replica.
Og jeg fryser alligevel.

Ved morgenmaden i den opvarmede(!) restaurant (den første på turen) fik jeg lidt varme i kroppen og det holdt næsten resten af dagen. Der skal så lidt til.
En enkelt optankning eller to i løbet af dagen kan man leve længe på.
Det var heldigvis først i dag, at solen ikke kom frem midt på dagen. Hvis det havde været tilfældet de andre steder…Mamma Mia.

Hen på eftermiddagen blev skyerne/tågen så tæt at man end ikke kunne se husene på den anden side af gaden !

Vi gik på rekognosceringstur ned i byen (bogstaveligt talt), hvor der i turistguiden stod at der skulle være et Tibetansk, Buthanesisk, Nepalesisk marked.

Bob-spil. Brikkerne sendes i hul med et knips med fingerne.

Vi fik set os omkring, men fandt ikke noget marked. Kun en masse af de sædvanlige indiske krims-krams boder og nogle støjende menneskemasser, der demonstrerede, men vi kunne ikke læse hvad der stod på deres bannere.
Opfordring til generalstrejke sagde rygterne.

Vi blev ved med at glæde os over de ting der fungerede her, i forhold til hvor vi ellers havde været.

.....

I State Bank of India var det muligt at veksle både James Cook og Am-Ex rejsechecks og kontante US$.

Der var dog en enkelt seddel fra 1988 som de ikke havde autorisation til at veksle (?)

De havde de sædvanligt, meget omstændige procedurer.
Hver eneste seddel blev grundigt tjekket, numrene noteret i en stor bog og sedlen fik et kryds med en i UV-lys synlig pen.
Navn, adresse og pasnummer blev skrevet i en anden stor bog.
To store formularer blev udfyldt og det hele lagt over til en kontrollant.
Da det var dobbelttjekket, fik vi passet, 1 ny seddel og en meget engelsk messing nummer-brik udleveret og kunne så gå op på første sal, hvor vi skulle vente ved nogle hønsenetbure, til nummeret på brikken blev råbt op.
Kort efter fik vi pengene udleveret i 100 Rs. bundter, ca. ½ kg.

Det tog sin tid, men der blev arbejdet hele tiden, uden svinkeærinder.
Meget usædvanligt.
Det er vi ikke vant til. Tværtimod er vi blevet vænnet til total uduelighed og ugidelighed.
Og manglende køkultur!

Hvor var det dog irriterende med de indere, der maste og stod og savlede mig i nakken, mens jeg talte de store bunker slidte sedler, der var hæftet sammen med de sædvanlige enorme jernklamper.
De blev jo alligevel ikke betjent før den lille sirlige dame råbte deres nummer op.

.....

Derefter gik vi på fin café med varmeovn på gulvet. Oh fryd. Så der blev vi hængende og spiste pandekager og drak kakao til klokken blev 15 hvor hotellet fyrer op i den lille ovn.

Klokken 16 fik jeg en petroleumsovn bragt op på værelset og da mine ører begyndte at gløde, gik jeg i bad.
Hvilken skændsel.
Gulvet var naturligvis dybfrossent, men vandet var koldere end lunkent og strålen var om muligt tyndere end fra de vandvarmere jeg oplevede i Etiopien. Løb der mindre ud, ville "strålen" blive til hurtige dryp, så det tog sin tid, men jeg havde den glødende petroleumsovn at se frem til.
Så efter at have fået varmen igen, fik jeg lyst til at skrive lidt, for at dele oplevelserne med Pia.

Solen presser sig gennem tågen.

	Allerede klokken 18 dukkede Steen & Erika op og der var stor gensynsglæde. Både fra vores, men også hotelfolkenes side. De kunne ikke se forskel på Steen og mig. For dem ser alle europæere ens ud. Blege og med store næser.
			Mor var i mellemtiden blevet gode venner med de tre små døtre og havde foræret dem en fløjte, som hun egentlig havde købt til Louise. Faderen havde også stor fornøjelse af den. Det lød ikke så godt. Til sidst konfiskerede hotelmama’en den.
	Om aftenen gik vi på fin restaurant med duge på bordene og fejrede fødselsdage. Også her gik strømmen med jævne mellemrum, men der gik så lang tid, før nødgeneratoren startede op, at vi måtte spise i lommelygternes skær.		Maden var kold og vinen varm. Det trak ud, så vi måtte føle os vej tilbage gennem øde, mørklagte gader.
	Klokken 22 hentede den lille mand petroleumsovnen fra værelserne og så er der kun varmedunken tilbage at overleve på.

Jeg håber solen kommer frem i morgen.

Next >>