Frames

Opfyldelsen af vore drømme  -  NOT !

18-januar.

Det virkede ikke alligevel, selv suppleret med en tændstikæske. Hele rummet stank af petroleum. Jeg fik fremskaffet en ny. Det reddede måske mit liv. Hvem ved ? Kulilte er noget grimt stads.

.

Jeg sidder i græsset i Badogra Airport og kl. er 14.

Under morgenmaden i morges kom hotelejeren og fortalte at der er nye uroligheder i Buthan.
Under en fredsmarch til Buthan i går, havde militæret eller politiet grebet ind og arresterede nogle nepalesere. Det er altså dét demonstrationerne handler om ?
En sympatistrejke begynder at brede sig i Darjeeling, så han mente vi nok bør køre ud af byen så snart vi har spist.
Politiet er igang med at spærre byen af, men “på landet” er der nok ikke nogen problemer.

.....

Så der blev desværre ikke tid til at køre med det lille tog ned til Siliguri i det flade Indien.

De 83 km spor blev færdig i 1881.
Sporvidden er kun 60 cm.

.....

.

Den private minibus var ankommet (den rigtige), så vi kørte præcis klokken 09 som aftalt. Jeg skriver “Den rigtige”, fordi chaufføren aftenen i forvejen var kommet og havde spurgt om ikke vi hellere vil køre med en anden minibus ? Han havde nemlig fået et nyt job til den første.
Jeg var nede og se på den anden i mørket og kunne med foden mærke at der ikke var skyggen af slidbane på dækkene.
Så jeg måtte fortælle ham at enten kom han med den røde Tata-bus i morgen kl.09 ellers finder vi en anden.

.

.....

På to timer kom vi fra 2300 meters højde ned til ca. 0 meter over havet. Temperaturen steg modsvarende og så var vi tilbage i det forstoppede indiske transportsystem.

.....

Flyet er blevet aflyst.

Vi skal flyve fra en militær flyveplads i Badogra, men da vi kom ind i afgangshallen, kunne vi ikke finde vores afgang på Depature-skiltet.
Vi fik oplyst at vores fly var aflyst “Due to VIP-movements in Delhi International” !?
Men vi skal nok komme med det næste fly om tre timer...
Kan vi nu stole på det ?
Er det nu vi skulle lære bestikkelsens fine kunst ?
Godt vi ikke skal videre til København i aften. Vi skal overnatte i Delhi.
Flybilletterne herfra til Delhi, hotellet i nat og billetterne til i morgen, har vi med hjemmefra.

Tja..What to do ?
Udenfor afgangshallen er en lille solbeskinnet græsplæne, hvor vi sætter os for at slå tiden ihjel og få lidt varme. Der findes ingen bænke og de indiske medpassagerer står på den anden side af det ankellave hegn og kigger forundret på de hvide, som sidder på jorden ! og læser og skriver dagbøger.

Vi kom med det næste fly.
Inden afgang udspandt sig et underligt sikkerhedstjek.
Al vores bagage blev gået igennem i søgen efter batterier (?)
Vi måtte aflevere batterierne fra vore kameraer, blitz og lommelygter. De blev puttet i små poser og vi fik en kvittering med besked om at der ville stå en person i ankomsthallen i Delhi, som vil returnere vore små kraftværker.
Vi havde vore tvivl, men det viste sig at fungere.
Der var bare det ved det, at da jeg satte mig på min plads i flyet, satte jeg mig på et “Bip-spil” med batterier i !
Hvorfor må børn få deres legetøj med, når jeg ikke må ?
Og vil det sige, at hvis man får lyst til at lave bomber med batterier i, skal man bare camouflere dem som børnelegetøj ?

.

Jeg var heldig at få plads i flyets højre side og kan nyde synet af Himalaya kæden i det gyldne eftermiddagslys. De højeste toppe rager over skyerne og ligner noget der er malet på himlen. Som solen langsomt svinder ned, belyser den skyerne fra undersiden i et utroligt farvespil. Det er så fantastisk ! Desværre ingen billeder. Der er jo ingen batteri i mit kamera !		Så i stedet er her et billede fra take-off Delhi Intl.

.

Vi ser frem til luksushotellet. Værelserne er bestilt gennem SAS sammen med flybilletterne. Reserverede fra DK og koster 10 gange mere end vi har betalt for den dyreste overnatning de sidste tre uger,
Men først skulle vi have fat i en taxi.

Det er efterhånden blevet halvsent og lufthavnen virker mørklagt og lukket.

Ikke igen!! I ankomsthallen er de fleste kontorer lukkede, men vi finder en “Limousine-service”, hvor der stadig er folk der arbejder. Da jeg var i Malaysia, havde de fast pris på taxier ind til Kuala Lumpur. Man betalte i lufthavnen og så skulle man bare aflevere kvitteringen til taxichaufføren. Jeg undersøgte om de kører samme system her. Det påstår de at de gør. Vi mistænker gutterne der står i boden, for ikke at være dens rette indehavere, men de har en kvitteringsblok med samme firmanavn påtrykt som der står over boden og vi får dem til højt og tydeligt at bekræfte at prisen ligger fast og dækker et stk. taxi til fire personer inklusive bagage og betaling til drageren! "Yes, yes, Sir. Of course Sir. No problem."
Drageren haster afsted med vores rygsække på en lille vogn, over parkeringspladsen, forbi taxierne og ned bagved, hvor der, som forventet, holder en meget privat udseende personbil. Det kunne måske godt være en taxi alligevel, fordi det er en japanerbil og ikke en af de obligatoriske Ambassadours. Meget få indere kører privat i udenlandske biler. Vi er ikke oplagte til at gå tilbage for at få tingene opklaret og starte forfra, så vi entrer bilen. Og så vil drageren for resten også gerne have betaling(?) For hulen da også ! Det udvikler sig til et forfærdeligt skænderi, hvor jeg fortæller drageren at fyren der solgte os pågældende køretur, mod denne lyserøde kvittering (som jeg stikker ham i næsen), sagde at det var: “Alt inklusiv” og hvis han har løjet for mig, skal De "Hr. Drager" gå hen og få penge af HAM og ikke af mig, for så har han bedraget os begge ! Han trækker bagagevognen hen foran bilen og spærrer, så chaufføren ikke tør køre. Eller ikke vil ? Måske er de i ledtog ? Stemningen bliver ret spændt mens vi nedstirrer hinanden. Mor forsøger sig med "Bare give ham nogle penge. Jeg skal nok betale", men nu er det blevet en principsag. Al min frustration og irritation over denne verdens indere's luskede uærlighed og manglende evne til at indgå aftaler på europæisk manér øser jeg ud ud over den lille mands sorte hoved. (Det siger sig selv at han ikke var større en mig...) Til sidst åbner jeg vinduet, river et hjørne af kvitteringen og smider det ud til ham med ordene: “Her er din andel, gå så tilbage til bedrageren og indløs dén !”. Til sidst kom vi afsted og blev kørt direkte til Hotel Samrat.

.

Hotel Samrat ligner opfyldelsen af alle vore drømme.

Hotel Samrat. (Ikke mit billede)

Et kæmpestort hvidt hotel. Vagtpost ved indkørslen, der fører op til en stor flot hovedindgang, hvor vi bliver modtaget af en Sikh i en flot rød uniform. Han træder smilende frem og åbner bildøren. “Så er vi endelig havnet på rette hylde”, tænker fire trætte europæere, mens de kravler ud af bilen og finder deres, med souvenirs velspækkede, tonstunge rygsække og tasker frem fra bagagerummet - uden at Sikh’en så meget som antyder at ville give en hånd med, eller skaffe en “slave” til at tage sig af det tunge arbejde.

Alt mens jeg hjælper min gamle mor ud af bilen, begynder chaufføren at rive i mig og fable om sin betaling !?
Sig mig hvad fanden foregår der ?
Han begynder at græde og fortælle om sin kone og de mange sultne børn derhjemme, alt imens Sikh’en hovent står og glor på uden at røre en finger.
Nu kan det være nok !
Jeg stikker chaufføren lidt drikkepenge og så ud af vagten med ham.

Vi slæbte os op af trappen og ser gennem den store glasdør til det forjættede land og den endnu større hall. Stor og lys, i hvid marmor og med springvand i midten. Alle tiders. Der må være en vis organisation sådan et sted. Idet vi går gennem døren, strækker Sikh’en hånden frem for at modtage sine drikkepenge og så springer Peters sikring: “For what ? Why do you claim money ? You didn’t do anything !” siger han vredt, og så blev Sikh’en sur. Mand. Det er et galehus.

.....

Suite ?

Receptionen ligger til venstre nede for enden af hallen. Peter og jeg parkerer “pigerne” ved bagagen, finder voucher’en frem og begiver os derned af.
Mor har gjort indsigelser mod at jeg har bestilt to dobbeltværelser, så jeg spørger om det ikke skulle være muligt at hende og jeg får enkeltværelser ?
Det er det ikke.
Men i stedet foreslår de, at vi kan få en suite alle fire - til samme pris.
Den suite vil vi lige se på inden det udmønter sig til en aftale, så receptionisten fremskaffer en “bellboy”, der skal vise den frem.

Han fører os ad brede, snoede trapper op på første-salen. Hen ad lange tæppebelagte, støvede gange med rester af bethel spytklatter på det lyse tapet, til en suite, der ikke, som lovet indeholder to soveværelser og en stue, men kun ét stort soveværelse med en stor stue. En to-værelsers suite ?
Har fyren i receptionen tænkt sig vi skal ligge på sofaerne. Eller hvad ?

Der er desuden en der havde sovet i sengen og der er taget en bid af et af æblerne i frugtkurven i stuen og nogen har brugt askebægeret...

Vi bliver enige om at vende tilbage til plan A med dobbeltværelserne, så bellboyen finder en vogn frem og kører vores bagage til de oprindelige værelser - og de er såmænd ganske udmærkede.

Fjernsynet virker og forseglingen på vandflasken i minibaren er intakt(!) Der er ingen frugtkurv.

.....

I restauranten sidder en del udlændinge, mest russere. Trods hvide skjorter og slips, virker de ikke særligt seriøse og repræsenterer ikke deres firmaer særlig godt. En af de mest fulde kommer over og sætter sig ved vores bord. Han opfører sig bøvet og er lidt ubehagelig. Tjeneren fjernede ham. Maden er “vesterlandsk” og ret kedelig, men der er øl til.

Hotel samrat's restaurant (ikke mit billede)

.

Next >>