Funäsdalen i høsten.

Biler og lastbiler kørte ombord i over en time. De tjekkede vel ventebanen ? De vidste vel at jeg også gerne ville med ?

Til sidst kunne jeg ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på andres nåde og barmhjertighed, så jeg kørte tilbage til pigen i billetlugen..

“Haven’t they said anything ?" Sagde hun. "You must hurry !"

Afsted det gik, over til toldbygningen.
Tolderne var venlige nok og de smilede da jeg sagde at jeg muligvis kom tilbage om lidt for at stemplede ind igen.

Jeg kørte hen til rampen, men ombordkørsels”dirigenterne” vinkede mig af vejen.
Der var kun 10 minutter til planmæssig afsejling.
Jeg steg ud af bilen og gik hen til den nærmeste af fyrene, men han kunne hverken svensk eller engelsk.
Den anden kom over sagde at de ventede på et hollandsk lastvognstog, der var forsinket.

Tja. What to do ?

Jeg var stærkt fristet til at afblæse det hele og overnatte i Turku. Gad vide om jeg ville kunne forklare tolderne mit dilemma ?

5 minutter over 10 buldrede 5 kæmpelastbiler med anhængere ombord og ombordkørerne vinkede og hoppede og råbte Go ! Go ! Go !
Jeg havde knapt fået traileren med ind over kanten, før skibet lagde fra land, medens portene langsomt gled i.

Nu skulle det gå stærkt, hvis jeg skulle nå at have en seng. Hvor var Informationen ? Jeg snappede pungen, låste bilen og fandt en elevator. Der hang en plan over skibet i elevatoren. Informationen var på 5 etage, men denne elevator gik kun til tredje. Hurtigt skift og op på femte. Ned ad gangen, rundt om hjørnet og dér….. Stod mindst 100 mennesker.
Det lignede en scene fra børsen i New York lige før lukketid. Alle ville have en kahyt.

No more Mr.Nice Guy. Jeg havde planlagt at arbejde i morgen, så jeg måtte have et sted at sove.

Jeg overhørte alle protester og forsøgte at mase mig igennem mængden. Det var ikke let og lige meget hjalp det. Da jeg endelig nåede op til skranken, var alt udsolgt.

One bed, please.!        “Sorry, no more beds.”

Any bed..?  Don’t you have a bridal-suite.?     “Sorry, no beds.”  Shit!

Det var et slag i ansigtet.

Langsomt gik det op for mig at skibet faktisk sejlede. At der ikke var nogen vej tilbage. “Blodet veg fra mine kinder,” (bogstaveligt talt).

Jeg skyndte mig at putte nummerlappen i lommen.  No bed, no pay. Jeg trak mig tilbage. Vaklede et øjeblik.

Jeg havde et par tæpper i bilen som jeg brugte til at dække udstyret med. Hvis jeg nu rykkede om på sagerne i bilen, kunne der måske laves gulvplads nok til at jeg kunne krybe sammen der med tæpperne over.
Under alle omstændigheder skulle jeg have noget andet end mit nussede arbejdstøj på, så jeg bevægede mig langsomt tilbage mod elevatoren.

Der var feststemning og glade mennesker overalt. Jeg følte mig udenfor.

Da jeg kom ned til vogndækket, virkede døren ikke… Damn. Det havde jeg glemt: Dørene er låste under overfarten, indtil en halv time før færgen lægger til i Stockholm.

Nu var jeg virkelig på skideren. Sulten, træt og i nusset (beskidt) arbejdstøj. Helt malplaceret.

Hastværk er lastværk.