Härgedalen i høsten.

Jeg ved ikke hvor længe jeg var væk, men pludselig var der en som plantede sin støvle i maven på mig.
“Du får inte sova här” lød en snøvlende pigestemme.
Jeg var lige ved at springe op og plante min næve i fjæset på hende, men ophidselsen alene var nok til at mit sønvhungrende legeme blev overanstrengt, så jeg havde ikke kræfter til at springe op.
Alt hvad jeg kunne var at snerre tilbage: "Hvad F….. i H…… rager det dig!?"

Hun stod lidt og svajede og trissede så af. Jeg var blevet så sur, at det var umuligt at sove igen.

Der var en del stole, mage til de umagelige modeller i natklubben, som var blevet ledige.
Jeg slæbte mig hen til en af dem. Med lidt held kunne jeg finde tilbage til den samme stilling som i natklubben.
Men stolene var boltede fast til gulvet, så jeg måtte sidde og blomstre midt på gulvet lige under en lampe af projektør-model.

Der gik ikke lang tid før en eller anden svensktalende finne kom hen for at slå tiden ihjel.
Han var nybagt student og var på tur med nogle venner fra bandyklubben i Turku. De havde ofte været på druktur her på færgen, fordi de var for unge og fattige til at gå i byen i Finland.
De skulle med færgen tilbage med det samme og plejede aldrig at have kahyt. “Vi kan somna när vi blir gamla”. (Keep dreaming sunny boy!)

Ak ja. Jeg følte mig 100 år gammel.

Sammen trak vi op mod døren til morgenmadsrestauranten.
Der ville være morgenmad fra klokken 07. Jeg fik hjertebanken bare af at stå op.

Klokken slæbte sig hen mod 07, men der skete ingenting. Jeg var ved at blive sulten igen (der skal bruges meget energi til at holde sig vågen om natten) og ville ind og finde mig en plads, som vanligt, i en krog, hvor jeg kunne gemme mig og måske få en time på øjet.

Klokken 07 trængte det så småt ind til vore slumrende bevidstheder at det var klokken 07 svensk tid. Åh. Kære gud, der var endnu en lang time til. Hvordan skulle jeg dog holde det ud ? Tiden bare sneglede sig afsted. Jeg så på uret hver 5. Minut. Suk støn.