Töfsingdalen i høsten.

Jeg blev nødt til at hænge op af væggen for ikke at stå og svaje. Og endelig blev dørene slået op.

Det var ikke så svært at mose sig igennem folkemasserne ved maden. Mit usoignerede ydre (og dårlige ånde), gjorde det mest af arbejdet, og de forargede, nedladende blikke og bemærkninger, prellede fuldstændig af. Det gjaldt liv eller død.
Hurtigt fik jeg samlet mig en bakke fuld af diverse sunde næringsmidler og trak op foran i skibet ved de store ruder.

Nu var det i mellemtiden blevet for sent at sove.
I stedet skulle jeg til at koncentrere mig om at vågne op og køre bil.
Jeg hentede noget mere kaffe og mærkede en underlig kløende, klam fornemmelse bag på. Jeg tænkte da, at personalet nok havde vasket stolene i går. Først senere indhentede tanken mig, at der måske var en der havde spildt et eller andet på den, (eller brækket sig).

Snart var der kun en halv time til vi var i havn og dørene til bildækket blev åbnet.
Jeg skulle hverken købe toldfrit eller chokolade.
Kun min tandbørste.

Det tog uendeligheder før vi kom fra borde.
Der var kø helt ind på færgen.
Jeg sad og missede mod solen og forsøgte at virke nogenlunde frisk og ædru, for ikke at skulle ind på en svensk politistation som mistænkt fyllerist.

Køen sneglede sig afsted.
Det traf sig nemlig så heldigt at de svenske buschauffører strejkede i dag.
Det var morgenmyldretid og trafikken var massiv, så bilerne kunne ikke komme ud fra havneområdet og ind i byen.

Tolderne udnyttede lejligheden til et grundigt tjek af alle bilerne.

Jeg skulle som det første have fundet et toldkontor og have stemplet carnet’et ind i EU.
Foran mig holdt en volvo med en tildækket trailer.
Tolderen havde bedt chaufføren om at lukke den op, og mens han ventede på at det skete, spurgte jeg ham om hvor toldkontoret lå.
Han vendte sig halvt om og snerrede vredt: “Ni får venta !”.

Ups, ja da, Ok No problem.
Min mangeårige erfaring med diverse toldere fortalte mig hvornår der skal holdes lav profil, hvis ikke man vil tilbringe for lang tid i dårligt selskab.