Axhögen i Funäsdalen.

Morgentrafikken var hektisk, men den hjalp med til at holde mig vågen.

Den næste opgave var så at få opklaret om PN havde fået en aftale i hus om FWD-demo’en i Norrköping.
Ellers tror jeg hellere jeg må finde mig en seng.
Måske ville noget mere kaffe hjælpe, så jeg fandt en tankstation og fik også fat i PN.
Han kunne meddele mig at jeg skulle være i Norrköping i morgen tidlig klokken 8 og have fat i kommuneingeniøren Jan et eller andet.

Han sagde desuden at det var lidt besværligt at finde rundt i Norrköping, fordi de havde omlagt trafikken med masser af ensrettede gader, så jeg tænkte at det nok ville være bedst hvis jeg kørte dertil, så jeg lige kunne orientere mig lidt og være klar fra morgenstunden...

Der var også kun 150 km dertil. Klokken var kun 9, så jeg kunne snart være i seng.
Den store kop kaffe med “påtår” virkede også fint.

Men ikke længe.

Efterhånden som jeg nåede ud af forstæderne og trafikken blev roligere, begyndte mine øjenlåg igen at hænge. Mere kaffe.

Den virkede kun et kvarter.

Den næste kop kunne holde bilen på vejen.

Det blev en lang tur.

Jeg kunne på vejskiltene følge med hvor langt jeg havde igen.

20 km. 15 km. 10 km…

Og til sidst Norrköping: 5 km….. Meget snart…... Næste afkørsel.

AAhh. En følelse af kølige lagener og store hvide dyner krøb op omkring mig…….

Og alt blev stille.

- Da var det, at en stemme trængte igennem til min bevidsthed og hviskede: “Du sover..”