Lofsdalen i høsten.

NEJ !!

På et halvt sekund var jeg rutschet dybt, dybt ned i drømmeland - til stemmen vækkede mig.

Jeg blev dybt chokeret og flåede vinduet ned, for at få den kolde luft i ansigtet.

Det var dog det sidste. At ende sine dage på en øde, svensk motorvej.
Fy fan !

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde sovet, men nu var jeg edderspændt-rasende og meget vågen.

Mit hjerte hamrede og jeg råbte af mine lungers fulde kraft: Fanden og helvede og sgu !

Og så var afkørslen der endelig.

Heldigvis var der stadig nogle bykort tilbage i holderne ved tavlen på rastepladsen før byen. Så slap jeg i det mindste for at måtte opsøge en turistinformation.
Desværre var de ensrettede gader ikke afmærkede, men kommunekontoret og et hotel i nærheden var afsat. Det snupper jeg !

Så afsted det gik gennem labyrinten.

For at komme til hotellet måtte jeg i en bue udenom centrum og op gennem en smal ensrettet gade.

200 m oppe ad gaden kunne jeg se hotellet og at parkeringsbåsen udenfor var optaget.
I Sverige er det dumt at holde andre steder end de afmærkede.
Oprettelse, vedligeholdelse og administration af parkeringspladser er styret af private foretagender og jeg har “Lap-liserne” mistænkt for at være provisionslønnede.

Hernede var der lige to sammenhængende parkeringsbåse ledige og i et snuptag parallelparkerede jeg bil og trailer i ét hug. (Ikke gjort så smukt siden Italiensdagene).

Jeg puttede penge i begge parkometrene og så var det op til hotellet for at spørge om de havde et ledigt værelse (klokken 10:30 om formiddagen).

I det samme kørte bilen, som havde holdt udenfor hotellet væk.
Tilbage igen for at flytte karavanen derop.
Jeg havde ikke kræfter til at bære kufferten derop hernedefra, hvis der var ledige værelser.
Måske kunne jeg lade bilen blive stående lige foran hotellet, mens jeg sov. Så var tingene også ved hånden i morgen tidlig.
Det ville nok blive nødvendigt at tage lodderne af (500 kg) for at måle på disse kommuneveje; og geofonerne skulle også flyttes.
Udstyret var sat op til lufthavnsmålinger.
Der havde ligesom ikke været muligheder for at gøre noget klar til dette job, endnu.
Og det blev heller ikke gjort nu, kan du bande på.

Hurtigt, inden pladsen blev taget.

Selvfølgelig var det også parkometerpladser, og det var ikke tilladt at holde der, eller putte penge i, for mere end 2 timer.
Men hvad, jeg havde alligevel ikke flere mønter.

Nå, men der var et værelse ledigt.
Næste spørgsmål var så om de havde noget anvendeligt parkering.

Den yndige lille frøken kunne informere mig om, at hotellet havde nogle pladser i et parkeringshus nogle gader væk.
Det lød jo godt nok, men affødte straks spørgsmålet: Hvor højt er der til loftet der ?
Se det vidste hun ikke.
Men man skulle have en seddel med til at sætte i forruden.
Se det vidste jeg godt, men jeg ville hellere vide om det var muligt at parkere med en trailer sammenkoblet.
Udstyret var bygget på en toakslet trailer og vejede 1.8 ton, så det er ikke let at bakke traileren ind i en bås, frakoble bilen og derefter parkere den ved siden af. Ok, det kan lade sig gøre, hvis gangene derinde er brede nok, men det er så godt som umuligt at hægte den på igen og komme ud, hvis der holder andre biler ved siden af eller overfor. (Og jeg gætter på at tiden nok ville blive lidt kneben i morgen tidlig).

“Får man plats med et släp i parkerningshuset och måste jag ha två biljetter? Spurgte jeg.

Hun var egentlig ligeglad.
Hun havde udleveret mig nøglen til værelset og én p-billet og var gået i gang med andre sysler.

Lidt højere forsøgte jeg: “Mit fordon er ret högt och jag har släp på. Tror Ni den får plats?”

Hun udstrålede meget tydelig: Så går dog væk din lazaron og lade mig beskæftige mig med mere tjekkede (vigtigere) personligheder.
Jeg lignede mest af alt en anden dags brandert, med strittende hår, fedtet hud og blodskudte øjne som desperationen lyste ud af.

Jeg stirrede på hende og hævede stemmen: “Pröv at titta på fordonet. Det står därutenför. Får det plats?”

“Jamen det är ett parkeringshus för bilar. Det blir nog inga problem” svarede hun, undvigende.

Så eksploderede jeg: “Vend dig dog om og se på den, den holder lige der!” og pegede ud af vinduet.