Axhögen i Funäsdalen.

Laang tid senere trængte noget sig laangsoomt igennem til min bevidsthed.

Åh. Lad mig sove.
Det var som lå jeg på bunden af en dyb, mørk brønd og så op mod et svagt lys, højt højt oppe i himlen.

Hvad var dét, der inde bag ved, trængte sig på og krævede min opmærksomhed.?

Mine tarme vred sig.

MAD!

Det var mange timer siden jeg havde spist og det havde kostet utrolig meget energi at kæmpe mod min sovende krop.
Men jeg kunne næsten ikke bevæge mig.
Mine lemmer var blytunge og mit hoved var pakket ind i mørke.

Langsomt kunne jeg begynde at trække vejret.

Lidt efter lidt kunne jeg mærke bevidstheden trænge ud i min krop og igen tage den i besiddelse.

Hvad var klokken?
Det var mørkt udenfor.
Med en kraftanstrengelse fandt jeg uret.

Den var 8. Aften.

Det var på tide igen at tage hensyn til mit helbred og lytte til kroppens milde bebrejdelser.
Jeg havde igen drevet rovdrift på den og uden dén, ingen arbejde.

Jeg skal jo også leve med den resten af mine dage og jeg kunne ikke garantere at den ville blive behandlet som fortjent i morgen.

Jeg ravede rundt som en fuld og famlede efter mit tøj. Jeg kan endnu huske hvor svært det var at trække strømperne på. Der var ingen kontrol over noget.

Jeg måtte give mig god tid og lade min krop komme til sig selv, før jeg kunne vise mig offentligt.
Men til sidst lykkedes det.
Jeg fik noget at spise og gik tilbage, direkte på hovedet i seng.

Jeg nåede lige at sætte vækkeuret.

Jeg vågnede ikke før det ringede.