Lørdag d. 25. november. 

Så sidder jeg til sidst hér, 10 Km over Tyskland.
Klokken er 8:00 lørdag morgen.
Det blev ikke til megen søvn, men det lykkedes mig vist at få gjort “rent bord” derhjemme, så jeg med næsten ren samvittighed, forventningsfuldt kan skue ud i eventyret.

Det holdt hårdt med at få bilerne, HWD’en,  FWD’en, papirarbejdet og “stumperne” til G klar.
Stumperne skal bruges til at modificere FWD’en, så den kan foldes sammen til en størrelse der lige passer i en flyvontainer.
Det halverer prisen på en forsendelse, hvor 75% af prisen ellers går til at fragte luft.

Desuden ville C gerne have et brev med (som viste sig at være en pakke på et par kg.), og en digitizer på størrelse med et A3 ark, som M sagde sagtens kunne være i en kuffert. (Go’dav Do) En kuffert på størrelse med et hus måske ?

Og så var der jo også lige min egen kuffert og taske.

Alt i alt 5 coli på ca. 80 Kg.

4128,- kr. i overvægt.

......

Blev afbrudt af mellemlanding i Frankfurt.

Men nu ligger jeg så i en ganske udmærket seng i C’s hus i Addis (med lidt whisky i blodet) og skriver disse linier, fordi jeg ikke kan falde i søvn.

Det er lørdag aften;  og 2 timers tidsforskel betyder immervæk.......2 timer..?

.......

Frankfurt lufthavn var dødssyg.

Der var varmt og en utroligt masse mennesker så tidligt på dagen og hverken whisky ell. CD’ere var billige.

Jeg skulle skifte fly og slæbte rundt på “min” håndbagage, da det ikke var til at opdrive en vogn.
Ved sikkerhedskontrollen, hvor digitizeren blev gennemlyst, var der lige ved at opstå problemer.
Sådan et elektronisk bræt så meget mystisk ud for sikkerhedsvagtens mistænksomme øje, men heldigvis kendte hans kvindelige assistent en digitizer fra hendes aftenskoleundervisning, så jeg slap for at pakke den op.
Den var pakket i neutralt udseende, brunt karduspapir med masser af tape.
Hvis jeg pakkede den op, kunne jeg ikke pakke den ind igen, og hvad vil en etiopisk tolder ikke sige til sådan en ting?

	Turen gik fra Frankfurt videre mod SØ, ind over “Jugoslavien”, Nordgrækenland, Kreta og Kairo. Jeg havde fået mig en vinduesplads, men jorden nedenunder var gemt under en dyne af skyer, som kun Alperne og nogle få bjergtoppe i Nordgrækenland stak op igennem.	De højeste Alpe-toppe stikker op.
	Jeg håber altid at få den perfekte sidemand M/K i flyet, der kan hjælpe med at slå tiden ihjel på en “berigende” måde. Men ham jeg fik denne gang, var en halvgammel, sur, stum spanioler.  - Han læste i hvert tilfælde “El Mundo”.

Kedelig tur.
Flyet er helt fuldt og jeg får ondt i ryggen.

Skyerne tyndede lidt ud over Ægypten og afslører, så langt øjet rækker, et tørt, gult, land, med en utrolig lang, smal, stribe land, der som et grønt lyn skærer sig igennem sandet. Set heroppefra virker det paradoksalt at den smalle flod er i stand til at føre vandet hele vejen igennem sandet og op til Middelhavet, uden at blive opslugt.
Vi mellemlandede i Jeddah i Saudi, indgangsporten til Mekka. Hvis altså man kommer med fly, hvilket størstedelen af pilgrimmene gør.

De fleste kvinder fandt tørklæderne og den lange frakke frem inden vi landede og de tyske stewardesser var rundt og samle folks ugeblade og magasiner sammen og låse dem inde.
Alle glas og flasker, der kunne insinuere alkohol, blev gemt væk.

Over halvdelen af passagererne stod af.     Inkl. det sure spanske snorketræ.

Vi andre måtte ikke forlade flyet under mellemlandingen.

Solen gik ned udenfor, mens vi ventede på at flyet blev tanket og gulvet fejet under behørig opsyn af en uniformeret Saudisk embedsmand.

Men turen fra Jeddah til Addis blev en overraskelse.

Der var kun få hvide, mandlige Businessmen tilbage, resten var Etiopiere. Og de talte alle med hinanden, som var de en stor familie! Det var meget hyggeligt og lover måske godt. Venlige mennesker ?

Next >>