| Det er ufatteligt som kvinderne og
pigerne slæber hele dagen.
Landsbyerne ligger i bjergene, men markerne
og vandhullerne ligger nede i dalene, så hele dagen ser man dem komme
slæbende med alt muligt.
Brænde, mad, vand, varer, børn.
De bærer
byrderne på ryggen i et reb snøret sammen over brystet og de går mange
km frem og tilbage.
|
|
Lille pige med mohikaner
frisure hjælper mor.
|
Her er blevet bygget en brønd, men den
skal ikke stå i vejen for et rask lille skænderi.
Lige efter bjergene kom et meget
langt lige stykke vej, næsten uden asfalt.
Den løb gennem et
varmeflimrende gult øde landskab der så ud som om det fortsatte helt
ud til horisonten.
|
Men lige på kanten til sletten,
ved et enkeltstående stort træ, tog jeg det ultimative Ethiopien foto.
Høj himmel, folk i skyggen under stort træ osv.
Af samme grund nok lidt kedeligt. Men pænt, tror jeg.
(Træ og folk er redigeret bort. Det var kedeligt...) |
|
De næste par timer bliver vist
rigtig varme.
|
Vi kom igennem en egn hvor børnenes
tilråb skiftede til VIVA
VIVA ! Hvor
pokker de så har samlet det op henne ?
Forinden havde vi
passeret en til af YOU
YOU ! MONEY byerne og James sagde “I
wish I could understand their language, so I would know what they say”,
så fra nu af kalder vi ham “The JuJu man”.
Wossan har rigtig fået styr på målearbejdet.
Han er altid klar før mig om morgenen, har pudset vinduerne på bilen
og tanket termokanderne op med espressokaffe og te. Han insisterer på
at varte mig op.
|
Jeg behøver bare at sige “Check
temperature”, (asfaltens temperatur skal måles hver time),
så springer han ud, hakker et hul til termometret
og serverer kaffe… Jeg syntes også han er en flink fyr.
|
|
Da vi passerede horisonten kom vi
over en lav bjergkæde og ned på en sumpet slette med utroligt blåt
vand og dybgrønt sumpgræs.
Befolkningen så dog ikke ud til at få
mere at spise her eller være mere velhavende.
Måske er her for sumpet
til dyrkning og for meget sygdom i det stillestående vand.
 |
|
Vi så en
del Bilharzia syge og blinde mennesker og enkelte børn med opsvulmede
maver.
Men fuglelivet blomstrede op.
Det har det ellers været lidt
tyndt med. |
Pludselig var himlen sort af gribbe.
En dreng
fortalte at en ko for tre dage siden var blevet hængende i sumpen. Den
var ikke helt død endnu.
På
jorden kæmpede de store fugle om de første kødstumper.
Jeg
sprang ud for at tage et par billeder og fik et chok da jeg vendte mig
om. De klippestykker som skrænten, lige bagved, var oversået med, viste
sig at være gribbe, der sad og skulede olmsk ned på mit hvide kød.
”FUGLENE” gyste det gennem mig. Hvis de rotter sig sammen nu, er du
på spanden.
På sletten/ i dalen var vejen mere
“regulær”.
Vi kunne holde en god fart og kom op på 485 målte km
af 1028.
Vi stoppede ved 17 tiden og havde
en times kørsel yderligere/videre til Kombolchia. Den anden-største by
på ruten.
Kun Dessie (30 km videre) er større og samtidig hovedstaden
i Wolo provinsen, hvor vi er nu.
Men den ligger oppe i bjergene og hverken Wossan eller
James vil tilbage til kulden.
Dessie er vistnok det højstbeliggende
punkt på ruten, så taget i betragtning hvad vi gennemlevede sidst vi
var i højden, forstår jeg dem godt.
Selv om luft-temperaturen i dag nåede op på 37°
og asfalt temp. på 47°, og vi blev godt stegte, fristede det ikke
alligevel.
.......
|
Efter regnen.
Etiopiens nationalfarver: Grøn, gul og rød.
|
|
Det var her i Wolo provinsen og i Tigre
lidt længere nordpå, den store hungerkatastrofe indtraf i 1985.
Først
ville Vesten ikke hjælpe Mengistos socialistiske styre (!?) og senere,
da hjælpen kom, ville Mengisto ikke sende maden derop, fordi hans militærregime
havde problemer med TPLF, EPLF, EPRDM og lignende oprørsbevægelser.
1
million Ethiopiere døde.
I 1987 overtog oprørshæren
"Tigrean Peoples Liberation Front" (TPLF) kontrollen med hele Tigreprovinsen.
Den 21. maj 1991 flygtede Mengistu til Zimbabwe og oprørsbevægelserne indtog Addis Abeba.
EPLF tog magten i Eritrea. I det øvrige Etiopien blev magten overtaget af en midlertidig regering under TPLFs leder, Meles Zenawi, men allerede i 1992 brød grupper af
Oromoer, Amharer og en koalition af sydetiopiske stammer ud af regeringssamarbejdet.
Vi passerede gennem en næsten
“ren” muslimsk landsby, hvor mændene gik i jeans og T-shirts og
kvinderne med slør.
Meget pænt og ordentligt, men temmelig “dødt”.
Ingen værdigede os et blik.
|
Et sted passerede vi 2 Amaro piger
der gik i vejkanten.
Da de så mig lyste de op.
De råbte: "Farangi,
farangi!" og kom løbende hen til bilen og trykkede mine hænder,
smilte og talte løs.
Jeg forstod ikke et ord og blev helt overvældet.
De er ellers ret sky i det, men meget nysgerrige.
De smiler og vinker som
regel først når målingen er overstået og vi skal til at køre.
Så
ser de at det ikke er farligt. |
|
Efter at have været på landet en
uges tid var det noget af et shock at komme til Kombolcha.
Her var
benzintanke, butikker og hoteller og gaden var pakket med lastbiler og
mennesker.
Indkøb af forskellige ting skulle
ikke planlægges og forudses.
Man kunne bare gå hen og købe !
I guiden havde vi fundet hotel
Tekla.
Beliggende midt i byen, hvor vejen drejer af mod Dessie og ved
siden af en AGIP-tank.
Det ligger lidt oppe og er forsynet med en
veranda, hvor folk sidder og spiser og drikker og kigger ud og bliver
set.
Der var kun to dobbelt værelser
ledige. (Varmt vand og eget WC !). Men så kostede det også 35 Birr!
Dem tog vi.
Wossan sover så på Wein hotel, som M anbefalede.
|
Byfolkene flokkedes om os og stod
bare og gloede og virkede slet ikke imødekommende.
Vi er blevet forvænte. |
|
Busstoppested og marked i
Kombolchia.
|
Med hjælp fra en hotelvvagt får vi parkeret lige ved siden af hotellet
og efter at have modtaget et par Birr, og en udsigt til flere i morgen,
lovede han at tilbringe natten ved siden af bilen og udstyret.
Vi var blevet spottet af nogle
Ethiopere som arbejdede for C.
De hjalp os tilrette og kørte mig ned
til TeleCom, så jeg kunne ringe til K i Addis og Pia i Danmark.
|
Telefoncentralen bestod af et cementhus med et venteværelse med træbænke,
en lille luge, hvor man bestilte og bagefter betalte samtalen og tre
telefonbokse.
Telefonerne havde ingen drejeskive.
Nummeropkaldet blev
foretaget inde bagved og når de havde fået kontakt til omverdenen,
blev ens navn og nummeret på boksen råbt op.
6 minutters kontakt med
Danmark kostede kun 96 Birr. Aftentakst. |
|
Bagefter gik vi ned til Wein hotel
for at spise. Kylling, ikke Injerra. Og kniv og gaffel!
Wein virkede meget hyggeligere end
Tekla, så vi overvejede at flytte derned dagen efter.
| C gutterne fulgte os gennem den
menneskefyldte, mørke gade tilbage til vores hotel.
|
|
Men tilbage ved Tekla var alt
lukket og slukket !
James og jeg ville have snuppet os
en godnatøl. Klokken var kun 21:15 !
Men nu stod valget mellem en godnatøl
eller sove på gaden.
Her gider vi ikke blive.
Med møje og besvær fik
vi banket os ind.
|
|
På landet tror jeg nok vi kunne
have fået lov at sove i en hytte hos folk, men ikke her i byen.
C-fyren havde fortalt at
Kombolcha tidligere var en meget rig og driftig by, fordi den lå som
knudepunkt for smuglertrafikken.
Men efter Eritrea krigens ophør og
regeringens øgede kontrol, er den blevet fattigere.
|
Der skulle være en del fabrikker i
byen, men det er svært at vide hvad det betyder efter Ethiopisk målestok.
