Søndag d. 10. december. 

Puihh.. Det var en udmattende fridag.

Der var 120 km fra Woldiya til Lalibella og landskabet blev ved med at overraske.

og bagefter skulle vi op over en bjergkæde, som jeg vil tro ragede op til en 3000 m. højde.

Smukt ikke ?

Selv på de højeste tinder boede der mennesker. Det må være et kummerligt liv.
I den højde var det  (evigt ?) vinter. Fugtigt og koldt.

Fra Woldiya og hen til bjergkæden var vejen fin.
Det var grusvej, men den var bedre end de “asfalterede” veje vi har målt på, så farten dertil var god.

På toppen af bjerget skulle vi dreje af til højre og derefter var der bare et hjulspor, der førte os langs en dyb dal til Lalibella.

Det er umuligt at komme dertil i regntiden.
Vejen bliver skyllet væk og den lille landingsbane, der er anlagt der, står under vand.

Det var en slem tur.
Landskabet gennem dalen mindede mig om øde sydamerikanske bjergområder. (Hvor jeg heller ikke har været). Meget golde. Kun lidt lav buskvegetation og rovfugle (kondorer?), der svævede over de uendelige vidder.
Her var der for en gangs skyld langt mellem menneskene.

Een halmstak.

De eneste tegn vi så på liv, var fodspor af bare tæer på vejen, enkelte hyrder med deres geder og ovre på solsiden af den meget stejle dalside, kunne man hist og her skimte afgrøder, der var sat til tørre i små stakke.
Så mennesker fandtes der her et eller andet sted.

Her kommer (frit oversat) lidt om Lalibella fra Philip Briggs Ethiopienguide:

Byen hed tidligere Roha og var hovedstaden i Zagwe dynastiet, som regerede Etiopien fra det 10. til midt i det 13. århundrede.
Den mest berømte leder hed Kong Lalibela.

Ifølge en lokal legende var Lalibela bror til den religiøse konge.
Som barn blev Lalibela en gang indsvøbt i en bisværm. Hans mor tolkede dette som tegn på at han en dag ville blive konge. Lalibela skulle betyde: “Bierne genkender hans ophøjethed”. - Det er slet ikke dårligt for et ord med fire stavelser.

Kongen, som ikke var alt for glad for den profeti, forsøgte at forgive sin yngre bror, men det lykkedes kun at bedøve ham.
Lalibela var bevistløs i tre dage og mens han sov, bar en engel ham op i himlen og viste ham en by af kirker, hugget ud af klippen.
Han blev beordret til at lave en kopi af den nede på jorden.
Meget tilpas havde kongen samtidigt et syn, hvori Jesus beordrede ham til at abdicere til fordel for broderen.

I en anden version af legenden, drog Lalibela i eksil i Jerusalem og blev der i et drømmesyn inspireret til at hugge et nyt Jerusalem ud af klipperne i Roha.
Så efter sin kroning samlede Lalibela de dygtigste håndværkere og kunstnere i verden, for at opfylde drømmen.
Ifølge legenden blev mindst en af kirkerne hugget ud på én dag med hjælp fra en flok engle.
En Graham Hancock foreslår, ikke mere usandsynligt, at det var med assistance af frimurere.

Det er blevet beregnet at det har krævet mindst 40.000 mand 11 år at hugge kirkerne ud, men hvorom alting er, udhulingen / udgravningen er stadig et mysterium, indhyllet i legender.

Hvis noget sted jeg har besøgt i verden, skulle få mig til at overveje overnaturlig indblanding eller, for den sags skyld ankomsten af en flok skæggede Gral-jægere, skulle det være Lalibela.

.......

Lalibela er med andre ord ærefrygtindgydende.

Lalibela burde retteligen regnes som verdens ottende vidunder og i verdens øjne identificere Etiopien, på samme vis som pyramiderne associerer til Egypten.
I øjeblikket er Lalibela knapt nok kendt uden for Etiopien og landet er uløseligt forbundet med ørkener og hungersnød.
Lidt ironisk, når man betænker at Nilen, som er Ægyptens livsnerve, modtager 90% af sit vand fra Etiopiens højland.

.......

De sidste 800 år har de først og fremmest været en kristen helligdom og det åndelige center for landsbyens åndelige liv. Det er måske naivt og en smule nedladende at tænke på oprindelig, uforanderlig kultur. Men hvis man går en tur blandt kirkerne i det første morgenlys, når hvidklædte eremitter med bibelen i hånden kryber ud af deres huler for at varme sig på klipperne og den friske kølige højlandsluft bliver varmet af øredøvende trommer og rytmisk messen, kan man ikke undgå at føle at man er vidne til en scene, der har fundet sted på samme måde hver morgen i århundreder. Osv.

Kirkerne er hverken turistattraktioner, frarøvet deres oprindelige formål, eller smuldrede monumenter over en død civilisation.

Læs selv bogen..

“Vel” ankommen ved indgangen til kirkeområdet, var det første vi blev mødt af, en ny regeringsregel om at alle Farangi skulle ryste op med 100 Birr. for at komme ind.
En horribel høj pris, selvom det var med guide.
De havde nok kalkuleret med, at når folk endelig var nået hertil, vendte de ikke bare om igen.

Så lidt efter vandrede vi rundt nede mellem de mange kirker, skarpt forfulgte af alle typer tiggende menneskelige deformiteter.
Aldrig før har jeg set et så varieret udvalg af blinde, fattige, gamle og forkrøblede mennesker.

James, Wossan og guiden ser ned på gårdspladsen til Bet Giyorgis (Sct.George's kirke)

.......

Kirkerne er viede til forskellige helgener som symboliseres i kirkens kors.

Der slap kun lidt lys ind gennem døren og de små højtsiddende glughuller, så de var meget mørke, men smukt dekorerede.
Stedet ligger i 2650 m højde, så vi blev ret forpustet af at kravle rundt.

Wossan ved en af de høje underjordiske gange mellem kirkerne. Andre steder skulle man kravle igennem.

10 af kirkerne ligger i nærheden af landsbyen og er forbundne med underjordiske gange. Kirkerne er i brug og rundt omkring i området bor der munke i klippehuler. Et lille indgangshul markerer indgangen til en hule på længde med en kiste og lige høj nok til at man kan sidde derinde.

En munkecelle med gedeskind og vandflaske uden for.

Efter 3 timers rundvisning ville guiden sågu også have penge.

Normalt tog han 100 Birr pr. person ! Men vi kunne få discount på 50 Birr.!

Bagefter fandt jeg ud af at han også havde stjålet 2 tuschpenne og en kuglepen fra min taske.

Dagen var snart gået og der var lang vej hjem.
Vi havde for længst droppet idéen om at måle lidt i dag.
På landkortet var der angivet, at der skulle være en anden vej tilbage. Den så bedre ud, da den var en fuldt optrukket og ikke stiplet som den vi var kommet ad, men vi fik at vide at den var skyllet væk flere steder, så vi turde ikke tage chancen. Det havde jo regnet da vi var i Kombolchia.
Altså måtte vi på den igen.

Forinden måtte vi have lidt at spise.
Vi havde hverken fået middagsmad - eller kaffe !

Vi fandt en hotelrestaurant og kunne vælge mellem "Lamb Roast".
Jeg har vænnet mig til at udvalget ikke er så stort hernede, så vi valgte "Lamb Roast".

Men det var sør’me en “international” restaurant, så det blev med champignonsuppe som forret, derefter lammesteg m. ris, kål og gulerødder og frugtanretning til dessert og til sidst kaffe ad libitum.

Det blev igen lige 100 Birr for 3 mand.

Til nu har det været den dag, hvor jeg har haft flest penge op af lommen.

Vi måtte skynde os at komme afsted, for hvis der skulle ske noget med bilen undervejs, skulle vi nå at reparere den inden det blev mørkt.

.......

Wossan tjekker bilen og binder reservehjulene fast igen.

Turen tilbage var forfærdelig.
Alt i bilen blev rystet fra hinanden og endte i store bunker i bunden af bilen, dækket af et rødt støvlag, fint som mel.
Både Wossan og James blev helt rødhårede.

Da vi ankom til hotellet ved 18 tiden var “gårdspladsen” fyldt op med C biler.

M havde i mellemtiden fået målt strækningen op med GPS’en, som altså var kommet ud af tolden.
Han fortalte at flybookningen hjem nu var blevet til d.15. december, så jeg skal være i Addis senest d.14 om aftenen.
Det er om 4 dage.
Vi måtte droppe nogle grusvejsstrækninger undervejs om nødvendigt, for nu skulle det gå endnu stærkere.

Det blev James ked af at høre.
Han håbede på at jeg skulle blive og lave service på FWD’en og hjælpe med at skære den over når projektet var færdigt.

Wossan blev både glad og ked af det.
Endelig kunne han se en ende på dette mærkelige job og han kunne være tilbage hos sin kæreste i Addis til week-enden, som han er begyndt at drømme om om natten.
Ked af det, fordi han og jeg har forsøgt at planlægge nogle timer, eller en dags tid, sammen i Addis og omegn inden flyet hjem d.18.

Vi gik ud og spiste sammen hele bundtet, 7 mand høj og bagefter fandt vi Woldiyas “naughty place”, en lille bræddehytte med kulørte lamper og kassettebåndoptager.
Pigerne var små, bredrumpede, ikke en dag over 16 om brugte sminke (!)

Men der kom en lokal trup og spillede op.
Den bestod af en fyr med det lokale énstrengede strygeinstrument og en syngepige med skuldervrikninger, hvislelyde og kun lidt brystkastning.

Sangene formede sig som udvekslingssange, hvor gæsterne blev kommenterede og selv kunne komme med idéer om hvad og hvem sangene skulle handle.
Det handlede mest om ting som “hun har de smukkeste bryster, men kun den der betaler, for lov til at se dem” og anden hyldning af det skønneste i livet.

Så stemningen var festlig og alle deltog ivrigt.

Next >>