|
Mandag
d. 11.
december.
Føj for et vejr.
Alle siger det ikke regner i
Ethiopien på denne årstid, men nu er det anden gang vi bliver udsat
for et vejr, der kommer betænkeligt nær.
Faktisk så vælter det ned i
øjeblikket og lyner og tordner.
Vi nåede ikke helt til Kombolchia
som vi drømte om, men der var også langt til Dessie, hvor vi er tilbage
på det “fine” kedelige hotel.
Denne gang fik vi bedre værelser med
eget toilet.
Der er naturligvis heller ikke varme på værelset her, så
alting er koldt og klamt og ingenting vil tørre.
Det er lidt ligesom at bo i
et uopvarmet udhus.
Ingen regn på denne årstid ?
Efter meddelelsen i går om at
skulle være i Addis torsdag aften, blev vi nødt til at “måle
igennem” (ingen pauser) helt ned til grusvejsstykket, som vi måtte
springe over for at kunne nå at køre helt ned til Dessie og overnatte,
ellers kunne vi ikke nå ned til den næste bid vej vi mangler.
Hvis vi
er heldige, kan vi måske også gøre det færdigt og dermed ville vi
så have samlet data ind på alle asfaltstrækningerne. Det ville ikke
være så ringe.
Så det blev turens (forhåbentlig)
længste dag. 82 km målinger og 75 km transport ad hullede grusveje i
bjergene i mørke.
Lygterne på bilen pegede naturligvis hver sin vej,
men begge to op i luften, så vi kunne ikke se hvor vi kørte.
Skaftet på
vores enlige, indisk producerede stjerneskruetrækker var for tyk til at
kunne nå justeringsskruerne.
Det begyndte at regne 30 km. før Dessie.
|
|
Hvis vi også droppede pauser,
kunne vi måske nå det hele. |
|
Etioperne og dermed også Wossan, har en mærkelige vane når de møder
en modkørende i mørket.
Så sidder de og slukker og tænder for lyset
på bilen med den ene hånd, medens de forsøger at undgå at ramme
hinanden, eller køre ud over klippen, med den anden.
Måske gør de det
for ikke at blænde hinanden.
Der var heller ingen af de modkørende der
havde deres lygter indstillet rigtigt.
Vi stod i vand til knæene medens
vi koblede traileren af på parkeringspladsen bag hotel Facika i Dessie.
Lugten af beskidt, svedigt tøj slår rigtigt igennem når man bliver
gennemblødt. |
|
 |
-- Blev afbrudt i
dagbogsskrivningen af at vi havde aftalt at mødes kl.20 til aftensmad.
James var som sædvanligt sent på den.
Vi var de eneste gæster i
restaurationsbygningen. Jeg fik kold "Pasta al Forno", James
nogle kolde
lammestykker og Wossan en varm Etiopisk ret: “Hakket får i suppe”
e.lign.
Meget venligt gav han mig det bedste stykke, tungen.
Men jeg
pillede den før jeg spiste den.
Hvis vi ville nå en godnatøl
skulle vi til at skynde os, for det var blevet lidt sent og vi skal
tidligt op.
Jeg kom til at spørge James om vi skulle lave vores aftale
om mødetider om, så vi i stedet for at mødes kl. 7:00, som Wossan og
jeg gjorde, skubbede det til 7:20, så vi alle kunne starte og slutte
samtidig og ingen skulle stå og vente på nogen.
Uha, uha....
Jeg vidste godt det den slags er et
ømtåleligt emne, kulturer imellem.
Ligestilling og samarbejde er mest
et skandinavisk fænomen.
Den der er, eller føler sig, højst på strå,
skal ikke lave så meget og kommer gerne sidst. Men vi har rigtigt travlt
nu og
hvert minut gælder.
Det lykkedes mig vist at holde
diskussionen på et “professionelt” niveau, så lad os se i morgen.
.......
På vejen ned til lavere og varmere
himmelstrøg i morgen, vil jeg ringe hjem og spørge om Pia har hørt de
sidste tider for min hjemkomst.
Hvis vi kommer lidt tidligt afsted, kan
vi være i Kombolcha ved 8-8:30 tiden, svarende til 6-6:30 tiden, dansk
tid.
Måske tids nok til at fange hende inden hun tager på arbejde.
I mellemtiden kan Wossan og James
finde de kassettebånd med ethiopisk musik vi har talt om at købe.
|
