Tirsdag d. 12. december. 

Det tog en times tid at varme sengen så meget op at jeg kunne sove.

Da vækkeuret ringede i morges kom der endnu en ordentlig byge, men for en gangs skyld var her en “rigtig” bruser på værelset, med varmt vand. Sikken svir.

Vi nåede, som planlagt, ned til Walya Hotel i Kemise.   Bus-overnatningsstedet.

Jeg tror jeg kom til at sige godnat til en af pigerne, for nu tusser hun nynnende rundt uden for døren og tror hun skal tjene mindst 35 Birr.

Det er også her der er én pige der smiler, fordi hun tror hun skal arve vores termokander. 

Endnu en af Wossans "misforståelser":   “You like this girl ?”,  “she’s pretty”,

                                                            “Wait, I ask”,              “No no no”.

Eller også tager han pis på mig….

Bortset fra det var dagen faktisk ad helvede til.
Jeg sidder igen i en situation, hvor det hele skal gøres på den halve tid.
Der er booket fly og så er det ud af døren.
Hvis arbejdet så ikke er gjort ordentligt (hvilket først vil vise sig bagefter), er det kun operatørens manglende indsats der gør sig bemærket.

James har været fraværende (deprimeret og opgivende) hele dagen.

Generatorens ophæng er revet i stykker og den står og banker mod rammen.
Den ene automatiske transportlås på faldloddet er gået fra hinanden, gummiskiven på belastningspladen er næsten væk og generatoren er begyndt at gå ujævnt og har svært ved at starte, fordi det hele er sat til i mudder.

Vi bliver nødt til at finde noget tov i morgen til at binde generatoren fast med, men det er så meget et u-land, at selv det er svært. De laver ikke mere tovværk, end de selv har brug for til deres bæreremme.
Vi kommer igennem én “by” i løbet af i morgen, hvor der måske er en chance for at købe noget.
Som nødvendigt værktøj i mit ”Standard Operatør Kit”, plejer jeg også at have nogle klude til at tørre FWD’en ren med omkring hydraulikrør o.lign., så jeg så tidligt som muligt kan registrere utætheder og være over eventuelle problemer før de opstår eller udvikler sig så meget at der skal bruges specialværktøj og tid for at reparere dem. Men vi er i et land uden affald.
Her findes intet kasseret tøj eller kasserede redskaber.
Man anskaffer ikke noget nyt før det gamle er slidt op til sidste trevl eller brugt som lapper på den andensidste trevl og forsvundet.

"Weight Heigh" føleren er ved at blive skrællet af, og den dag vi havde sat af til “debriefing” og eftersyn af udstyr efter jobbet, er væk.

Mit vindue i bilen er forresten også gået i stykker, så jeg må sættes en pind i klemme for at holde det oppe når det regner.

For bare at nå at måle et repræsentativt stykke af de manglende afsnit, må vi suse afsted på hullede veje og jage målingerne igennem, med elendige notater og sjuskede målinger til følge. Jeg hader det !!

Vi bliver nødt til at nå til Debre Birhan i morgen aften (ca.270 km) for at kunne være i Addis torsdag aften.

(Øv, jeg skal på WC, men jeg gider ikke så længe hun står derude og snakker og pjatter med sine veninder og hvem der ellers er derude).

Jeg prøvede at ringe til Pia i morges, men da vi nåede TeleCom stedet i Kombolcha og kom igennem, var hun taget på arbejde.
Måske er der en TeleCom i Debre Birhan, selv om jeg ikke bemærkede nogen sidst vi var der og hvis vi ikke ankommer for sent.

Der er kun en minimal chance i Debre Sina. Shit.

(Jeg gider ikke tage for meget tøj af hvis jeg skal ud...   så..  nu gik hun nedenunder).

Nej. Hun er tilbage.

Det er forresten svært at finde ud af hvor meget man må / skal grise i barer, restauranter og hotelværelser.
Ting man ikke skal bruge, skal smides på gulvet: cigaretaske, skodder, madrester alt muligt.
Jeg sidder her og skriver og ryger.
Man drysser bare på gulvet og tværer skodden ud til sidst.
Skal man pudse næse, kyler man bare papiret over i hjørnet bagefter.  I går kom jeg til at lægge det for pænt sammen og efterlade det på bordet og så blev det ikke ryddet op.
Rengøringspigernes og min standard for, hvornår noget er blevet til affald, stemmer ikke helt overens. “Soft paper”, som det hedder, er ikke bare en “brug og smid væk” ting.
På de “bedre” overnatningssteder ligger der 7-8 ark til fri afbenyttelse.
Derefter får man et lidt for intimt kendskab til sin krop og en meget dyb forståelse for kun at bruge højre hånd, når vi langer til det fælles spisefad.
Sæbe koster 1 Birr stykket på hotellerne.

(Nå, men jeg bliver nok nødt til at vente til i morgen med at gå på WC. I Debre Birhan er der chance for WC på værelset. Jeg gider i hvert tilfælde ikke gå ud nu og sætte mig, med tilskuere på).

Her er forresten blevet dejlig varmt igen efter vi er kommet ned fra bjergene og regnen er hørt op.

(Hun håber sikkert også på jeg vil tage et billede af hende. Alle vil fotograferes og ingen forstår at de ikke kan få billedet med det samme. Så for ikke at skuffe nogen, er jeg nødt til at fotografere i smug. De så kameraet i aftes, da jeg fotograferede vort dejlige aftenmåltid i den rustikke restaurant).

Frem med plastikvandfadet til en lille tissetår og så godnat. Hun går ikke før lyset bliver slukket.

Next >>