Onsdag d. 13. december. 

Vi kom godt afsted og fortsatte arbejdet lige udenfor døren. Helt ny belægning, fod i hose.

James var morgensur. Sad og sukkede og sagde Tsk, tsk, tsk, hver gang Wossan kørte for langt. Da jeg havde lagt mig i går, startede et voldsomt uvejr med lyn og torden og så regnede det hele natten. Så den skrøne med at regntiden er slut kan de .....

Heldigvis var det dejligt varmt i Efeson, her nede på sletten.
Da skyerne forsvandt, rasede lufttemperaturen op på 37° og asfalt temperaturen på 44°.
Vi sugede varme til os, for vi vidste at vi i dag er vi nødt til at fortsætte op ad bjerget, gennem Mussolini-tunnellerne, tilbage til højsletten og kulden og køre helt til Debre Birhan for at sove, hvis vi skal nå at få det sidste stykke til Addis målt også.

Ved middagstid passerede vi gennem Robit og dermed forbi Hotel Yfat !

Da vi holdt ude på vejen, kom de alle sammen ud og hilste på, smilede og trykkede hænder.

Parkeringsvagt-pigen mv. ville gerne have haft os med ind - eller været med til Kenya !

Efter røverne i Lalibella, var det næsten rørende at nogen kan blive glade for 1 Birr i drikkepenge.
Ok, hun fik presset to ud af mig.
Hun havde gennemskuet at jeg ikke kunne stå for hendes charmerende brune øjne og pågående facon.

Vi nærmede os igen kanten af den næsten 6000 km. lange sprække i det afrikanske højland: "Great Rift Valley".
I geologiske tid er Afrika blevet revet over fra Det Røde Hav i nord, helt ned til Mozambique og en gigantisk spalte har åbnet sig og givet menneskene mulighed for et blik til urfjeldet og tilbage i tiden.
Ingen steder er sprækken større end i Ethiopien.
Der er fundet spor efter flere arter forhistoriske mennesker i Rift Valley.
I 1974 fandt man forsteningerne af en 3,5 millioner år gammel kandidat til titlen som ”Miss. Missing Link”.
Det siges at hun blev døbt Lucy efter sangen ”Lucy in the Sky with Diamonds” fordi palæontologerne var vilde med den nye Beatles nye plade.

Skyerne omhyllede bjergtoppene højt oppe vi og vidste at vi ville nå derop i løbet af 2-3 timer.
Hen på eftermiddagen nåede vi hen til foden af højsletten og kravlede langsomt opad. Temperaturen raslede nedad og til sidst var vi helt oppe.
Udsigten og landskabet var simpelthen fænomenalt.
Det var helt uvirkelig, med skyerne der kom drivende forbi som tågeslør.
Det ene øjeblik var der den smukkeste udsigt, det næste kun tæt grå ærtesuppe og kulde.

For at mærke at det var det fantastiske syn uden for bilen, der var virkeligheden, og ikke larmen i vore overbelastede hoveder, burde vi have slukket for den forbandede, støjende benzingenerator og sat os med benene ud over kanten og ladet indtrykkene sive ind.
Men det er der ikke tid til.
Jeg tror jeg fik taget et par gode billeder af det.
Så kan man jo sidde og se på et billede af virkeligheden senere.

Da vi kom gennem tunnelen og ovre på den anden side, var der tæt tåge/skyer og hamrende koldt og blæsende.

Heldigvis kunne man høre lastbilerne og busserne i god tid.

Ufatteligt at befolkningen går klædt, bor og lever fuldstændig på samme måde som dem nede i varmen. OK ikke helt. De kan ikke dyrke alle de grøntsager og frugter som dem, men havde de taget tænkt sig lidt om, var der en der havde opfundet sokker og vanter.

Mærkeligt nok fik vi målt hele strækningen i dag.
Det var der ingen der troede i morges, så nu gjaldt så bare om at komme til Debre Berhan og Helen hotel og den “varme” bruser.

Men da vi ankom og havde overstået velkomsten og gensynsglæden, måtte de oplyse os om at alt var optaget ! Pokkers.
Så løb de flinke folk rundt og fandt til sidst plads til os på "Ambassador". Navnene på “hotellerne” giver forkerte associationer...

Der var dog ingen ”sikker” parkeringsplads på Ambassador, men Wossan ville også hellere bo på et af de små rum i sidehuset ved Helen, (det er alligevel for koldt til at vaske sig).
Så kan vi få bilen og traileren parkeret dér.

Det er utroligt så mange venner han nåede at få sidst vi var her.

Vi blev glædeligt overraskede over at finde vandvarmere på værelserne.
Jeg fik nemlig ikke udnyttet chancen for et koldt bad i morges, nede i varmen. De er kommet til siden guiden blev skrevet.
Men det tager tid at varme vand op, så det var alligevel hundekoldt og jeg har frosset lige siden.
Der var gået 3 dage siden Wossan havde været i bad, så han var glad for at kunne komme herover og købe et varmt bad.

I Shera Robit kunne man kun ringe lokalt og her i Debre Birhan kun til Addis.

Vi tog ned og spiste på Helen og dér var også lutter gensynsglæde fra pigerne i baren. Smil og trykken hænder.

I dag er pasta-dag, ingen kød.

Men i morgen er det slut. Alt for forhastet.

Jeg ankommer nok sent til C, og skal være i lufthavnen kl.22.

Så må jeg efterlade til andre at rydde op.  Materiellet er kørt ned.

DMI’en stod af flere gange. (Holdt pludselig op med at tælle, frøs displayet) og generatoren gør knuder. Og hvad med regnskabet ? (Måske bliver K nødt til at overtage alle kvitteringerne og restbeløbet. Det bliver han ikke glad for, men det er jo “hans” alle pengene alligevel, også G’s).

I Addis er der også telefon.!
Pia, jeg har tænkt meget på dig, men telefoner er en sjældenhed. Specielt når man ikke har tid til at køre en omvej efter en.

Next >>