Home 
Lama Tsewang Tashi at last.
Pludselig går det stærkt.

Lhasa. Fredag d. 29

 

Det viste sig at den ældre dame i Tashi II havde givet Lama Tsewang Tashi et forkert telefonnummer.

Det skulle være grunden til at vi ikke hørte fra Lama'en i går.

Vi har fået besked på at vente i Tashi II til ved 10tiden.

Tiden går. Der sker ikke noget.

Nedtur

Vi prøver at ringe til det nummer vi har fået, men der er ingen der svarer.

Det lader ikke til at det skal lykkes os at besøge Karmapa.

.

.

Lidt over 10 må vi beslutte os for at lave noget andet end at sidde og vente.

Hvad med at besøge en tæppefabrik ?

Der var pludselig en smule varmt vand på hotellet, så jeg vaskede hår i håndvasken.


Tashi Hotel.
De fattige kinesiske arbejderes badefaciliteter.
De rige (det er os !) har eget bad og toilet.

.

.

Og hvad sker der så ?

For at komme til tæppefabrikken skal vi til højre ud af porten fra hotellet.
Det er første gang vi er gået til højre.

Og ca. 500 m nede ad gaden løber vi på den ældre dame i selskab med en mand i udtrådte hyttesko, terylenebukser og strikket vest.
Det er Lama Tsewang Tashi !

What a coincidence !?

Lama Tsewang Tashi har været udenbys og hun har været nede og hente ham for at tage ham med ned til os på hotellet.

Eftersom vi ikke kan tale sammen, går vi hen på Lama'ens "restaurant" for at vente på en tolk.

Spøjst sted vi havner.
En bar forklædt som restaurant !?
Der hænger en to-tre piger ud og serverer øl for fire kinesisk udseende personer i uniform ?
(Nok bare nogle kommunalt ansatte. Alle kinesere går i uniform.)
Men alligevel. Øl kl. 10:30 !?


Nogle af de mange folkeslag på Barkhor Square.

.

.

Pludselig sker der en mase.

.

Lama Tsewang Tashi ringer efter en tolk.

Steen viser lama'en den fine introduktionsskrivelse fra skolemesteren i Kathmandu.

Lama'en siger han han har brug for sin bil, så vi kan ikke køre med det samme.

Vi får smørte mens vi venter.

Vi vil nu også gerne lægger nogle planer inden vi tager afsted op i bjergene.

.

Tolken ankommer.
Han har lært engelsk i Indien og arbejder for et lokalt rejsebureau.

Inden vi får snakket færdig, må tolken afsted igen.
Han kan ikke lade kontoret stå tomt.
Han lover at skaffe os en jeep til vennepris.

.

Vi får serveret mere smørte og sidder og ser os omkring i det underlige lokale.
Der hænger nogle utroligt flotte masker på væggene.

.

Så kommer der en anden fyr der arbejder "Publishing" i Bejing, men er udstationeret i Lhasa i øjeblikket.

Det bliver aftalt at vi kører kl. 16.

Lama Tsewang Tashi vil tage os med til Pawo Rinpoche's kloster.
Vi skal hilse på Pawo Rinpoche, sove på klostret og køre videre til Tsurpu i morgen tidlig.

Deal cut. Start moving !

.

Pawo Rinpoche skal til Tsurpu og være der mens der er Bado ceremonier for den afdøde ... ? og se de årlige lama danse og Thanka-visning, så det var den eneste chance for at møde ham.
Lama Tsewang Tashi fører opsyn med byggeriet på Kartö School.

.

Hvem bestemmer egentlig her ?
Hvordan lykkes det hele tiden alting, trods sprogbarrierer, forvirring, tidspres og misforståelser, at falde på plads ?

Hver gang vi prøver at lege turister eller gør noget på egen hånd, bliver vi bragt på rette spor.

.

Vi beslutter os for at indtage et sidste "ordentligt" måltid mad inden vores møde med klosterkøkkenerne.

.

Vi købte også nogle gaver til klostrene og til Pawo Rinpoche. Han er kun tre år i øjeblikket. Fire år efter tibetansk målestok

.

.


Nenang Monestery		 Klokken 15:45 stod vi klar i restauranten/baren med vores weekend kufferter.

Lama Tsewang Tashi har skaffet en tredie tolk. Drölkar. (Hvid Tara)
Hun har boet i Delhi i 11 år og har kun været i Tibet 4 måneder.

Hun siger at Lama'en sagde at der var noget der skulle ordnes, noget med en bil.
Vi skal vente en halv times tid.

Smørteen er rigtig god !? Det er første gang at smagen ikke afføder en truende kvalme. (De har måske adgang til frisk smør?)

Tiden går. Der sker ikke rigtig noget.

Folk (flere kinesere i uniform) får fri fra arbejde og dumper ind til øl og piger !?  (Det er vel ikke et bordel ?)

Til sidst kommer chaufføren og 6 mand høj (og brede!) entrer en stegende varm Toyota LandCruiser.
Mast sammen og filtret ind i hinanden, skrumler vi ud i forstæderne.

Hvor langt er der?
Det her holder jeg ikke ud i flere timer !

Vi stopper i et øde, beskidt industrikvarter i udkanten af Lhasa og kigger lidt på hinanden.
Chaufføren snakker kun tibetansk og Drölkar forstår vist nok ikke alt hvad han siger.
Vi venter vist nok på Lama Tsewang Tashi i en anden LandCruiser.

Der sker ingenting, eller kommer nogen anden LandCruiser, og så skrumler vi videre ud ad "Friendship Highway".

<<prev

next>>